Udsætning af store græssende dyr på indhegnede områder som led i rewilding mv. har givet anledning til ophedet debat. »Statsfinansieret dyremishandling« kaldte modstandere det, da der i 2021 blev vedtaget en mulighed for at undtage naturnationalparker fra dyrevelfærdslovens generelle omsorgsnorm og kravet om jævnligt at tilse dyrene. Omvendt taler almindelige lovfortolkningsprincipper for, at tilsvarende dyrehold uden for naturnationalparkerne herefter må anses for ulovlige. I denne artikel ses der nærmere på regelgrundlaget, herunder med en kritisk analyse af, i hvilket omfang de regler, der tillader konventionel animalsk produktion, udelukker hold af fritgående græssere på indhegnede arealer.
1. Artiklens emne og opbygning
Som led i forskellige typer naturplejeprojekter er store græssende dyr som kvæg og heste igennem de senere år blevet sat ud på indhegnede arealer med henblik på afgræsning eller som led i rewilding. 11. Med begrebet »afgræsning« tilkendegives, at formålet med at udsætte de store græssere ...
