Artiklen
1.1.Artiklen er inspireret af de analyser, som forfatteren tidligere har udarbejdet om den tilsvarende problemstilling i relation til habitatdirektivet. For habitatdirektivet er problemet, om kommunen som håndhævelsesmyndighed med hjemmel i en lovbestemt håndhævelsespligt kan påbyde ulovlige forhold fysisk lovliggjort uden meddelelse af konsekvensvurdering efter direktivets art. 6(3), samt om dette også gælder, hvis det kan sandsynliggøres, at den fysiske lovliggørelse kan have negative virkninger på det berørte Natura 2000-område. Resultaterne af denne analyse er publiceret på Miljøretlig Forskningsportal under MRF 2024.5 C. Miljøretlig Forskningsportal (MRF) er en database for systematisk offentliggørelse af udvalgte afgørelser og domme af miljøretlig relevans og sammendrag heraf. Driften af Miljøretlig Forskningsportal er knyttet til Center for Erhvervsret og Offentlig Regulering (CEO) på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.
undersøger, om påbudte fysiske lovliggørelsesforanstaltninger er omfattet af kravet om screening og miljøkonsekvensvurdering efter miljøvurderingsloven/VVM-direktivet. Artiklen søger generelt at belyse, om tilsynsmyndigheders håndhævelsespligt efter diverse miljølove er underlagt (og dermed omfattet af) EU-rettens krav til miljø- og habitatbeskyttelse. Hverken litteraturen eller doms- og nævnspraksis har eksplicit taget stilling hertil, uanset spørgsmålenes teoretiske og praktiske relevans. Der argumenteres på baggrund af doms- og nævnspraksis om beslægtede problemstillinger for, at fysiske lovliggørelsesforanstaltninger er omfattet af VVM-direktivets anvendelsesområde, så tilsynsmyndighedernes påbud om fysisk lovliggørelse efter forskellige miljølove er underlagt kravet om screening/miljøvurdering. Dette forudsætter dog, at de påbudte foranstaltninger 1) samlet kan betegnes som et projekt i henhold til VVM-direktivets art. 1(2)(a), f.eks. ved at indebære nedrivning, og at disse foranstaltninger 2) falder inden for projektkategorierne i direktivets bilag I eller II. Uanset om denne fortolkning må opfattes som ny, er betydningen dog begrænset. Reglerne om screening/miljøvurdering efter VVM-direktivet finder nemlig kun anvendelse på de projekter, der er oplistet i direktivets bilag I og II og forudsætter, at lovliggørelsen kan skade miljøet. De fleste lovliggørelsessager har næppe en karakter, så de kræver screening, men kan muligvis kræve en afgørelse om, at screening ikke er nødvendig, jf. MRF 2024.274 Mfk.
1. Introduktion
Når en tilsynsmyndighed bliver bekendt med et ulovligt forhold, 22. I afsnit 2 behandles kort, hvornår der i relation til tilsynsmyndighedernes håndhævelsespligt foreligger et ulovligt forhold. Der findes talrige eksempler på ulovlige tilstande og indretninger efter forskellige miljølove. Som eksempler ...
Tryk Enter for at åbne menuen til dette indhold.