Bliver vandmiljøet forureningsfrit, når EU-lovgiver beslutter det?

Efter ordlyden af EU’s vandrammedirektiv (2000/60) kan danskere og andre EU-borgerne fra 2028 se frem til, at vandmiljøet er i bedste økologiske og kemiske tilstand i de betydelige vandområder, der er omfattet af vandrammedirektivets vandplaner og indsatsprogram. Ifølge samme direktiv er der ikke alene komplekse krav om vedtagelse af miljømål, vandplaner og indsatsprogram, men også krav om, at »medlemsstaterne iværksætter de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af tilstanden for alle overfladevandområder« med enkelte undtagelser. Vandrammedirektivet er et eksempel på, at der i EU-lovgivning er fastsat vidtgående krav til, hvordan miljøet skal se ud i en fjern fremtid (det er 25 år siden at direktivet blev vedtaget), men de fleste er nok klar over, at vandmiljøet ikke er i nærheden af direktivets miljømål. Det ændrer imidlertid ikke ved, at direktivet har retlige implikationer. EU-Domstolen har således afsagt flere domme om den direkte retsvirkning i medlemsstaterne af vandrammedirektivets forbud i art. 4(1) mod at forringe vandmiljøet ved nye tilladelser som bl.a. C-461/13 (Wesser). Mens den negative retsvirkning af vandplaner og indsatsprogram i den forstand er kendt, har EU-Domstolen ikke indtil nu taget nærmere stilling til indholdet og retsvirkningen af direktivets positive forpligtelser til at forbedre vandmiljøet.

Dette er emnet for denne artikel, der fokuserer på de retlige udfordringer ved vandrammedirektivets forbud mod forringelse af vandmiljøet i relation til miljøfarlige stoffer. Artiklen indledes med en historisk indføring i den tidligere regulering af forurening af vandmiljøet i dansk lovgivning og EU samt en indføring i de senere regler under vandrammedirektivet og den danske gennemførelse. Afslutningsvis omtales nyere praksis i relation til udledning fra befæstede arealer og offentlige spildevandsanlæg, hvori tillige er medtaget en kort omtale af det nye byspildevandsdirektiv.