På baggrund af Højesterets dom i U 2021.3737 H (Naser Khader-sagen) og landsrettens dom i samme sag (U 2020.2789) behandler artiklen spørgsmålet om rækkevidden af begrebet »i Folketinget« i grundlovens § 57, 2. pkt. – dels i forhold til, hvilke ytringer der direkte er omfattet af begrebet, dels i hvilket omfang ytringer uden for Folketinget undtagelsesvist kan være omfattet af immuniteten i bestemmelsen. Det konkluderes, at også e-mails efter en vurdering af den konkrete kontekst kan være ytringer, der er omfattet af immuniteten i grundlovens § 57, 2. pkt., og – i overensstemmelse med hidtidig teori og praksis – at i hvert fald vedståelser af ytringer, der er fremsat i Folketinget, også er omfattet af immuniteten, når de fremsættes uden for Folketinget. Artiklen belyser endvidere afvejningen mellem hensynet til politikeres vidtgående ytringsfrihed over for hensynet til den krænkelse, som deltagere i den offentlige debat kan udsættes for gennem politikeres udnyttelse af denne vidtgående ytringsfrihed.
1. Indledning
Grundlovens § 57, 2. pkt., har følgende ordlyd: »For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar uden for samme.« Spørgsmålet om afgrænsningen af begrebet »i Folketinget« i grundlovens § 57, 2. pkt., kan imidlertid i praksis volde vanskeligheder. Spørgsmålet er for det første, hvilke ytringer ud over ytringer i selve folketingssalen der er omfattet af beskyttelsen i bestemmelsen. Dernæst – og ikke mindst – er spørgsmålet, o ...