Artiklen indeholder en gennemgang af teori og udvalgt praksis om det offentligretlige krav om økonomisk forsvarlighed. På baggrund af gennemgangen gøres der nogle generelle overvejelser om det nærmere indhold af kravet om økonomisk forsvarlighed. Det konkluderes blandt andet, at det har karakter af en selvstændig retsgrundsætning, men at økonomisk forsvarlighed ikke er relevant ved afgrænsningen af kommunale opgaver.
1. Indledning
Offentlige myndigheders forbrug af skatteydernes penge har ofte været på dagsordenen i Danmark. I mediebilledet har de danske avislæsere således med jævne mellemrum kunnet læse tabloide historier om politikere og embedsmænd, der angiveligt har brugt eksorbitante beløb på skatteydernes regning til f.eks. studieture og repræsentationsudgifter. Disse sager har i hovedsagen haft politiske, ansættelsesretlige og i ydertilfælde økonomiske og strafferetlige konsekvenser for de im ...
