Det er velkendt i de statslige og kommunale miljøforvaltninger, at der efter VVM-direktivet, SMV-direktivet og habitatdirektivets art. 6, stk. 3, er krav om, at der skal gennemføres miljøvurdering af en række planer og projekter, før planen kan vedtages, henholdsvis før projektet kan tillades. Det er efterhånden også velkendt, at en miljøvurdering efter et af de tre direktiver ikke kan erstatte miljøvurderingen efter de to andre direktiver, men at der er mulighed for en vis samordning af miljøvurderingerne efter de tre regelsæt. Det sidste er i dansk lovgivning bl.a. søgt løst ved miljøvurderingsloven fra 2017 om miljøvurdering af planer og projekter og er bl.a. udmøntet i bekendtgørelse nr. 913 af 30. august 2019/913 om samordning af miljøvurderinger, der tillige indeholder regler om samordning af miljøvurderingerne med habitatvurderinger efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3. Mens der har været betydelig opmærksomhed om den praktiske samordning for at undgå overflødigt dobbeltarbejde, har der været mindre opmærksomhed om, at det er forskelligt, hvem der kan være pligtsubjekt for miljøvurdering efter de tre direktiver. Dette er emnet for denne artikel, hvor det bl.a. påpeges, at EU-Domstolens dom i C-461/17 Holohan m.fl. vil kræve ændringer af de danske regler, der kræver, at det er bygherren, som gennemfører habitatvurdering efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3, som fx kystbeskyttelsesloven, fiskeriloven og husdyrbrugloven.
Når en myndighed meddeler tilladelser eller træffer andre afgørelser i forvaltningslovens forstand, skal myndigheden overholde officialprincippet, dvs. myndigheden skal træffe afgørelse efter de korrekte lovbestemmelser, og myndigheden skal sikre, at sagen er oplyst tilstrækkeligt. 11.Fenger og Motzfeldt.
Tryk Enter for at åbne menuen til dette indhold.