I denne artikel vil vi redegøre for de komplicerede retlige aspekter, der indgår i den situation, der er opstået som konsekvens af, at Planklagenævnet samt Miljø- og Fødevareklagenævnet den 7. juli 2021 fastslog, at de klager, der var indgivet over Københavns Kommunes fysiske planer og VVM-tilladelse til etablering af Vejlands Kvarter på Amager, skulle tillægges opsættende virkning. Begrundelsen for delafgørelserne er de beskyttelsesforpligtelser, der er fastlagt i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d, ift. den store vandsalamanders yngle- og rasteområder. Efter at klagerne var indgivet, og før delafgørelserne var meddelt og offentliggjort på klagenævnenes portal den 7. juli 2021, meddelte Københavns Kommune i maj-juni 2021 fire tilladelser til udviklingsselskabet Fælledby P/S. Selskabet gik herefter i gang med at byggemodne projektarealet. Det er kommunens retsopfattelse, at de i maj-juni 2021 udstedte tilladelser kan udnyttes, så længe aktiviteterne ikke omfatter et krat, der i nævnsafgørelserne er fremhævet som rasteområde. På baggrund af en henvendelse fra bl.a. Amager Fælleds Venner udbad Ankestyrelsen sig den 2. august 2021 en udtalelse fra Borgerrepræsentationen om dens retsopfattelse. Den 17. august 2021 nedlagde Københavns Byret midlertidigt forbud mod fortsatte anlægsarbejder. Arbejdet med byggemodningen blev herefter standset, og direktøren for selskabet udtalte, at der var tale om en uhørt uklar retsstilling, idet både Københavns Kommune og Miljøstyrelsen havde fastslået, at projektet kunne gennemføres. Kendelsen blev den 25. august kæret til Østre Landsret. Til belysning af de relevante positioner indeholder artiklen en gennemgang af myndighedernes afgørelser, der suppleres med citater fra og henvisninger til de relevante retsforskrifter og litteratur, ligesom vi inddrager EU-Domstolens fortolkning af artikel 12, stk. 1. Den dispensation, der er meddelt af Miljøstyrelsens efter artsfredningsbekendtgørelsen og styrelsens afvisning af, at Fælledby P/S forårsager en miljøskade, inddrages også.
1. Introduktion til sagsforløb og til indholdet i denne artikel
Vejlands Kvarter-projektet vedrører etablering af en ny bydel på 219.000 m² på Amager Fælled med boliger, dagligvarebutikker, institution og skole. Rammerne for gennemførelsen af projektet er fastlagt ved en ændring af lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S, 1 ...
Tryk Enter for at åbne menuen til dette indhold.