Den danske klimatilpasningslovgivning

I denne artikel ses der på den minimumsimplementering af oversvømmelsesdirektivet, der blev vedtaget af Folketinget i 2009 på grundlag af den ansvarlige miljøministers oplysninger om, at direktivet ikke var relevant i en dansk sammenhæng. Der redegøres for, at den opfattelse har resulteret i en klimatilpasningslovgivning, der er præget af sektoropdelte løsninger, hvor forskellige statslige myndigheder – med hjemmel i oversvømmelsesloven, kystbeskyttelsesloven, planloven, miljøbeskyttelsesloven, betalingsloven og vandsektorloven – udstikker de overordnede rammebetingelser, herunder i form af risikokortlægning, værdikortlægning, vejledninger og digitale portaler, som kommunerne skal eller kan anvende dels i deres risikostyrings- og fysiske planer, dels ved håndtering af tag- og overfladevand. Hovedbudskabet er, at klimatilpasningslovgivningen ikke er baseret på en forståelse for, at oversvømmelsesdirektivet (som en helt naturlig løsning) foreskriver en national håndtering af de øgede vandmængder, der skal foretages som en integreret del af den organisatoriske og processuelle tilrettelæggelse af den sammenhængende vandforvaltning. En forståelse hos de danske myndigheder af, hvad direktivet forudsætter, ville have medført, at der var sikret en sammenhæng mellem klimatilpasningsreglerne og vandplanlægningsloven. En sådan sammenhæng er kun indirekte til stede. Det konstateres i artiklen, at de statslige myndigheder ikke selv kan finde rundt i den kaotiske lovgivning, og at traditioner – herunder ift. myndighedsvalget – har betydning for prioriteringen af indsatsen og for den manglende sammenhæng med den generelle vandforvaltning. De statslige myndigheder har bl.a. misforstået vandområdeplanernes retlige status, idet de forudsætter, at vandområdeplanerne indgår i planhierarkiet, og at denne status sikrer en vis koordinering. Den uhensigtsmæssige klimatilpasningslovgivning, der består af gamle love og forudsætninger, er også i fokus i den forudgående artikel »Hvorfor skal grundejerne betale for nogle klimatilpasningsprojekter og ikke for andre?« Bag udarbejdelsen af de to artikler ligger et ønske om, at artiklerne kan bidrage til en forståelse for, at der er behov for en anderledes klimatilpasningslovgivning, hvor valget af de ansvarlige myndigheder og valget af virkemidler (herunder ift. finansiering) bestemmes ud fra de brede samfundsmæssige hensyn, som håndteringen af de øgede vandmængder, der er en konsekvens af klimaændringer, forudsætter.