Et af de mest omtalte processuelle spørgsmål indenfor navnlig miljø- og planretten de seneste år har været, hvorledes rekursmyndighederne, dvs. i hovedparten Miljø- og Fødevareklagenævnet samt Planklagenævnet, skal forholde sig til miljøtekniske undersøgelser mv., der først tilvejebringes under klagesagsbehandlingen og således ikke har indgået i førsteinstansens bedømmelse og afgørelse (såkaldt »mellemkommende fakta«). Denne artikel vil i lyset af bl.a. nyere klagenævnspraksis undersøge, hvordan klagenævnene som rekursmyndigheder i praksis håndterer sådanne mellemkommende miljøtekniske undersøgelser mv. i sine afgørelser.
Indledning
Det er et velkendt forvaltningsretligt fænomen, at en sag kan udvikle sig, når den først er indbragt for en administrativ rekursmyndighed. Der findes således
Tryk Enter for at åbne menuen til dette indhold.et utal af eksempler i praksis på, at der under klagesagens behandling fremsættes nyt eller supplerende processtof, f.eks. i form af juridiske synspunkter og/eller faktum. Dette er der i og for sig ikke noget odiøst i, eftersom indbringelsen af sagen for rekursmyndigheden – og de i den forbindelse fremførte klagepunkter ...
Tryk Enter for at åbne menuen til dette indhold.