Det er almindeligt kendt, at EU har fastsat omfattende krav til større børsnoterede selskabers årsregnskaber om og i hvilket omfang selskabets aktiviteter kan anses for miljømæssigt bæredygtige og ikke skader de af EU fastsatte miljømål. Derimod har det nærmere indhold i rapporteringskravene ikke påkaldt sig nævneværdig opmærksomhed i dansk juridisk teori. Nu foreligger der to domme EU-domme, hvor der efter sagsanlæg fra miljøorganisationer er taget indirekte stilling til den retlige gyldighed af dele af indholdet i Kommissionens delegerede forordning (2021/2139) om tekniske screeningskriterier for, om aktiviteter fremmer EU’s miljømål og ikke væsentlig skader disse miljømål.
Sag T-583/22, Fédération environnement m.fl. mod Kommissionen omhandlede de tekniske screeningskriterier for vindmøller, hvor sagsøgerne bl.a. gjorde gældende, at kriterierne ikke tog højde for, at vindmøller kræver konventionelle kraftværker. Sag T-579/22, Client Earth mod Kommissionen angik bl.a. screeningskriterierne for fremstilling af organiske basiskemikalier, hvor sagsøgerne bl.a. gjorde gældende, at kriterierne ikke tog højde for miljøvirkningen af de produkter, der hidrører herfra som bl.a. mikroplast. Begge domme er anket og verserer nu for EU-Domstolen (C-746/25 P og C-764/25 P), men da begge sager indeholder principielle betragtninger om prøvelsesadgang efter den såkaldte Århus-forordning (1367/2006) og samtidigt fortolker de tekniske screeningskriterier, er der grund til at omtale begge domme og de spørgsmål, som EU-Domstolen må ventes at tage stilling til i ankesagerne.
Det nærmere indhold i EU-reglerne om rapportering af bæredygtige aktiviteter er kun kendt i en beskeden kreds, hvorfor der indledes med en grundlæggende indføring i EU’s omfattende regelværk om selskabers rapporteringspligt om bæredygtighed. Herefter følger en omtale af Århusforordningens system med intern prøvelse og søgsmålsmålsadgang. Dette efterfølges af en analyse af de to dommes fortolkning af forskellige kriterier (benchmark) for bæredygtig aktivitet i Kommissionens delegerede forordning. Artiklen afsluttes med en sammenfatning og nogle overvejelser om, hvorvidt de omfattende regler om benchmarks for bæredygtighed i årsregnskaber giver mening, eller om den tilsigtede tiltro ikke kunne klares med en medicinmand. 1.1.Denne artikel er (som min øvrige forskning) skrevet uden brug af AI, og i stedet baseret på omfattende studier af det omtalte regelgrundlag og af de to centrale domme, der i øvrigt er svært læselige – selv efter EU-dommes målestok.
Sag T-583/22, Fédération environnement m.fl. mod Kommissionen omhandlede de tekniske screeningskriterier for vindmøller, hvor sagsøgerne bl.a. gjorde gældende, at kriterierne ikke tog højde for, at vindmøller kræver konventionelle kraftværker. Sag T-579/22, Client Earth mod Kommissionen angik bl.a. screeningskriterierne for fremstilling af organiske basiskemikalier, hvor sagsøgerne bl.a. gjorde gældende, at kriterierne ikke tog højde for miljøvirkningen af de produkter, der hidrører herfra som bl.a. mikroplast. Begge domme er anket og verserer nu for EU-Domstolen (C-746/25 P og C-764/25 P), men da begge sager indeholder principielle betragtninger om prøvelsesadgang efter den såkaldte Århus-forordning (1367/2006) og samtidigt fortolker de tekniske screeningskriterier, er der grund til at omtale begge domme og de spørgsmål, som EU-Domstolen må ventes at tage stilling til i ankesagerne.
Det nærmere indhold i EU-reglerne om rapportering af bæredygtige aktiviteter er kun kendt i en beskeden kreds, hvorfor der indledes med en grundlæggende indføring i EU’s omfattende regelværk om selskabers rapporteringspligt om bæredygtighed. Herefter følger en omtale af Århusforordningens system med intern prøvelse og søgsmålsmålsadgang. Dette efterfølges af en analyse af de to dommes fortolkning af forskellige kriterier (benchmark) for bæredygtig aktivitet i Kommissionens delegerede forordning. Artiklen afsluttes med en sammenfatning og nogle overvejelser om, hvorvidt de omfattende regler om benchmarks for bæredygtighed i årsregnskaber giver mening, eller om den tilsigtede tiltro ikke kunne klares med en medicinmand. 1.1.Denne artikel er (som min øvrige forskning) skrevet uden brug af AI, og i stedet baseret på omfattende studier af det omtalte regelgrundlag og af de to centrale domme, der i øvrigt er svært læselige – selv efter EU-dommes målestok.
1. Indføring i EU-reglerne om private selskabers bæredygtighedsrapportering
Både private og offentlige selskaber skal udarbejde årsregnskab, hvilket for bl.a. børsnoterede selskaber også tjener som oplysninger for nuværende og kommende investorer, og hvor der også før Lissabon-Traktaten var fastsat EU-regler om årsregnskab. Med EU’s regnskabsdirektiv (2013/34) er kravene til private virksomheders årsregnskab yderligere EU-harmoniseret, Samtidig blev der indført krav om, at ledelsesberetningen ...
Tryk Enter for at åbne menuen til dette indhold.