Forældres offentliggørelse af deres børns personoplysninger på sociale netværk er blevet et udbredt fænomen, der potentielt kan få konsekvenser for børnenes databeskyttelse. Både hvor en behandling er undtaget fra reglerne om databeskyttelse, fordi den udgør en rent privat aktivitet, men også hvor behandling faktisk er omfattet, idet der i disse situationer kan opstå en mulig interessekonflikt forældre og børn imellem. I artiklen behandles børns databeskyttelse i relation til »sharenting«, og der argumenteres for, at databeskyttelsesreglerne ikke effektivt beskytter børn, når det er forældrene, der ønsker at foretage en offentliggørelse af barnets data, også for et ubestemt antal personer på internettet. *Artiklen er baseret på kandidatspeciale af Ida Qvist Bertelsen med titlen »Børns databeskyttelse i relation til fænomenet »sharenting«. Vejleder: Kasper Bjerre Hendrup Andersen, Ph.d.-stipendiat, Juridisk Institut, Aalborg Universitet.
1. Indledning
Børns Vilkår foretog i maj 2020 en undersøgelse, som viser, at 8 ud af 10 danske børn har oplevet, at deres forældre har delt billeder af dem på et socialt netværk uden deres samtykke. 44 pct. af de adspurgte børn svarede endda, at det er »flovt og pinligt«. 11. ...
