Regeringen har lejet et fængsel i Kosovo og vil nu overføre op til 300 udvisningsdømte udlændinge til afsoning i Kosovo. Efter afsoning – og mulig asylsagsbehandling – vil de blive udsendt direkte fra Kosovo til hjemlandet. Beslutningen om, hvem der skal overføres, træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen uden partshøring, begrundelse og klageadgang. Artiklen drøfter, om en sådan ordning harmonerer med danske retstraditioner, og om den er i overensstemmelse med international menneskeret. Det konkluderes, at ordningen næppe kan opretholdes i sin nuværende form.
1. Indledning
Kosovo ratificerede den 23. maj 2024 en bilateral traktat mellem Danmark og Kosovo om dansk leje af et fængsel i Kosovo. Dermed er der åbnet op for, at op til 300 udvisningsdømte udlændinge, der p.t. afsoner straf i danske fængsler, tvangsmæssigt uden samtykke kan overføres til afsoning i Kosovo i et dansk kontrolleret, reguleret og drevet fængsel – Gjilan-fængslet.
Fængslet vil blive drevet af en lille dansk ledelse og af et stort antal – mere end 100 – kosovarisk ...
