I artiklen præsenteres en ny spørgeramme til brug for udformning af digitaliseringsklar lovgivning. Det foreslås, at spørgerammen skal træde i stedet for det aktuelle fundament for udformning af digitaliseringsklar lovgivning, nemlig de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning. Formålet er en ny tilgang til regeludformningen med eksplicitte overvejelser om og afvejninger mellem hensyn til systemudvikling, retssikkerhed og demokratisk legitimitet. Det afgørende er, at de lovforberedende myndigheder tilvejebringer et fyldestgørende beslutningsgrundlag med henblik på, at lovgiver kan træffe bevidste valg om digitaliseringens indhold og rækkevidde.
1. Indledning
Digitaliseringens påvirkning af lovgivningens udformning og indhold har i de senere år fået øget opmærksomhed. Et markant udtryk herfor er den politiske aftale om digitaliseringsklar lovgivning, som et samlet Folketing i 2018 blev enige om. Det politiske mål er, at al ny lovgivning skal være digitaliseringsklar. Tanken er, at lovgivningen kan digitaliseres, hvis den følger syv principper for digitaliseringsklar lovgivning. Grundantagelsen er, at lovgivningen bør ændres i retning ...
