Med henblik på at reducere den retlige kompleksitet i det daværende komitologi-system indførte Lissabon-traktaten et nyt system af lovgivningsprocedurer. Siden foråret 2014 har Den Europæiske Unions Domstol fortolket og anvendt artikel 289- 291 TEUF i en række principielle afgørelser. Disse traktatbestemmelser sondrer som bekendt mellem lovgivningsmæssige retsakter, delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Et centralt og tilbagevendende spørgsmål er dog, i hvilket omfang Domstolen har formået at nedbringe kompleksiteten gennem en klar og overskuelig afgræsning af disse bestemmelser? Med henblik på at afklare dette analyserer nærværende bidrag grænserne mellem bestemmelserne i lyset af den historiske niveaudeling i Lamfalussy-proceduren. Derudover inddrages en række konkrete eksempler fra kapitalmarkedsrettens område med henblik på at perspektivere og udfordre Domstolens fremgangsmåde. På den baggrund konkluderes det, at afgrænsningsvanskelighederne ikke skal tilskrives Domstolens tilgang til artikel 289-291 TEUF, men snarere selve opbygningen af systemet i primær- og sekundærretten.
1. Introduktion
I forberedelsen af den nu afviste forfatningstraktat nedsatte Konventet om EU’s fremtid i september 2002 en arbejdsgruppe under ledelse af den tidligere italienske premierminister Giuliano Amato til at revidere systemet af retsakter og procedurer i den Europæiske Union (EU). 11. Jonas Beri ...