Begrænsning af menneskeskabte klimaændringer gennem miljølovgivning

Med denne artikel vil jeg give et billede af den udvikling og den kompleksitet, der præger den miljølovgivning, der er blevet vedtaget af FN’s Generalforsamling og FN’s Miljøprogram samt de mange EU-retsakter, der er vedtaget ud fra en fælles målsætning om at reducere udledningen af de menneskeskabte drivhusgasser, ozonnedbrydende stoffer og fine partikler. I det indledende afsnit foretages der en afgrænsning af det, der behandles i artiklen. Det følges op af en beskrivelse af de generelle rammebetingelser. I afsnit 2 redegøres for, hvordan den relevante regulering har sin basis i internationale miljølovgivning. Det forklares, at den internationale videnskabelige konsensus spiller en helt central rolle. Den afgørende betydning, som bæredygtighedskonceptet har haft de seneste 50 år – og som konceptet forsat har, herunder i forhold til ekstern integrering af miljøhensyn i alle sektorer og helhedsløsninger på tværs af reguleringsniveauer, sektorer og generationer – indgår i beskrivelsen. I afsnit 3 behandles inkluderingen af bæredygtighedskonceptet i EU’s traktatgrundlag samt EU’s kompetence til at optræde på medlemsstaternes vegne – og sammen med medlemsstaterne – i forbindelse med de forhandlinger og beslutninger, der træffes på miljøområdet. I afsnittet redegøres der også for EU’s kompetence til at gennemføre de internationalt vedtagne forpligtelser i form af miljøforordninger, -direktiver og -afgørelser, der er forpligtende for medlemsstaterne.

Tre centrale konventioner – Genèvekonventionen, Wienkonventionen og Klimakonventionen (UNFCCC) – udgør rammerne for begrænsningen af de drivhusgasser, ozonnedbrydende stoffer og fine partikler, som er bestemmende for opvarmningen af atmosfæren. I afsnit 4 redegøres der for de tre konventioner, der redegøres for Gøteborgprotokollen, Montrealprotokollen og Parisaftalen, ligesom der redegøres for, hvordan de internationalt vedtagne forpligtelserne er gennemført af EU. Den danske lovgivning, hvori forpligtelserne er blevet gennemført, angives sidst i afsnittet. Omfattet af det, der behandles, er bl.a. den lovgivning, der skal begrænse udledningen af drivhusgasser, som den lovgivning, der skal øge optaget af drivhusgasser i »naturlige dræn«. Der er i sidstnævnte sammenhæng tale om en lovgivning, der understøtter økosystemernes bidrag til opsamling af CO₂. Det sker ved at fremme biodiversitet, ved at regulere landbrugets arealanvendelse, bl.a. gennem kulstofbindende dyrkningsmetoder, og ved at øge det areal, der dækkes af skove.

I afsnit 5 er det den betydning, som FN’s »2030-dagsorden«, der blev vedtaget i 2015 og EU’s gennemførelse af de klimarelevante dele af dagsordenen, som er samlet under »Den Europæiske Grønne Pagt«, der behandles. Der er på EU-niveau tale om handleplaner og retsakter, der – med basis i bæredygtighedskonceptets forudsætning om helhedsløsninger – bl.a. har fokus på, hvordan et øget fokus på sammenhængen mellem det globale biodiversitetstab og nettoudledningen af drivhusgasser kan bidrage til effektive løsninger. I det afsluttende afsnit 6 er der tale om en kortfattet refleksion over den danske gennemførelse af »2030-dagsordenen« og de klimarelevante tiltags placering i ressortministerier. Det konstateres, at »Handleplanen for gennemførelsen af verdensmålene«, klimaloven og den øvrige lovgivning, der skal bidrage til en reduceret nettoudledning af drivhusgasser, kun i begrænset omfang er placeret i Miljøministeriet. Den forudsatte eksterne integrering af miljøhensyn, der er styrende i en bæredygtig udvikling, er ikke central – hverken i den nævnte handleplan eller i den danske klimalov.