VE III-direktivet er ved første øjekast en teknisk regulering af tilladelsesprocesser for vedvarende energi og den nødvendige net- og lagringsinfrastruktur. Men direktivet rummer også noget mere principielt: en ny accelerationsmodel, hvor væsentlige dele af miljøvurderingen flyttes fra det konkrete projekt til et tidligere plan- og områdeniveau. Det kan være både fornuftigt og nødvendigt, hvis planniveauet faktisk kan bære den retlige byrde. Men hvis planen bliver for overordnet, vurderingerne af miljøpåvirkninger for ukonkrete og høringen for abstrakt, samtidigt med at de senere projektvurderinger reduceres opstår et mere grundlæggende spørgsmål: fremskyndes processen — eller forskydes beskyttelsen?
Artiklen undersøger navnlig VE III-direktivets artikel 15e om udpegning af særlige infrastrukturområder til udvikling af net- og lagerfaciliteter, der er nødvendige for at integrere vedvarende energi (VE) i elektricitetssystemet. I dansk ret gennemføres VE-tilladelsesprocessen med hjemmel i elforsyningsloven, VE-loven og undergrundsloven gennem kommende områdebekendtgørelser, der efter VE-tilladelsesprocesbekendtgørelsens § 32 forudsættes udstedt af klima-, energi- og forsyningsministeren. Samtidig arbejdes der i By-, Land- og Kirkeministeriet med formulering af landsplandirektiver efter planlovens § 3. Det parallelle arbejde i de to ministerier er anledningen til, at der i artiklen rejser følgende centralt spørgsmål: Hvis områdebekendtgørelsen som forudsat i VE-tilladelsesprocesbekendtgørelsens § 32 udpeger fremskyndelsesområdet, der dels underkastes en strategisk miljøvurdering og en habitatvurdering og en vurdering af risikoen for en negativ påvirkning af vandets tilstand, dels fastsætter de regler, som senere skal legitimere, at konkrete projekter ikke underkastes en VVM-vurdering, en habitatvurdering, hvorfor er der så behov for et selvstændigt landsplandirektiv? Og hvis landsplandirektivet er nødvendigt for at fastlægge arealreservationen eller de planretlige rammer, kan landsplandirektivet så behandles som et retligt neutralt supplement uden selvstændig betydning for habitatvurderingen af landsplansdirektivets potentielle påvirkninger?
Artiklens hovedsynspunkt er, at VE III-direktivet giver mulighed for at forenkle senere projektbehandling, men ikke for at udhule den planvurdering, som projektundtagelsen hviler på. Det gælder især i forhold til Natura 2000, hvor VE-direktivets artikel 15e’s krav om at undgå Natura 2000-områder, medmindre der ikke findes forholdsmæssige alternativer, ikke kan træde i stedet for habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Det gælder også, hvis væsentlighedsvurderingen hviler på afbødende foranstaltninger, der i praksis forsøges beskrevet som standardiseret projektudformning. Og det gælder for vandmiljøet, hvor vurderingen efter indsatsbekendtgørelsens § 8 ikke indgår i VE-tilladelsesprocessen vurderingsundtagelser, selv om elinfrastrukturprojektet placeres i et fremskyndelsesområde.
VE III-direktivet er ikke kun interessant som energiretlig særordning. Sammen med Kommissionens forslag til forordning om fremskyndelse af miljøvurderinger tegner det konturerne af en bredere udvikling, hvor miljørettens procedurer samordnes, digitaliseres og tidsmæssigt komprimeres. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om grøn omstilling skal gå hurtigt. Det skal den. Spørgsmålet er, om hastigheden opnås ved at løfte vurderingen frem i processen — eller ved at gøre natur, vand og offentlighedens deltagelse mindre synlige, når de konkrete konsekvenser viser sig.
Artiklen undersøger navnlig VE III-direktivets artikel 15e om udpegning af særlige infrastrukturområder til udvikling af net- og lagerfaciliteter, der er nødvendige for at integrere vedvarende energi (VE) i elektricitetssystemet. I dansk ret gennemføres VE-tilladelsesprocessen med hjemmel i elforsyningsloven, VE-loven og undergrundsloven gennem kommende områdebekendtgørelser, der efter VE-tilladelsesprocesbekendtgørelsens § 32 forudsættes udstedt af klima-, energi- og forsyningsministeren. Samtidig arbejdes der i By-, Land- og Kirkeministeriet med formulering af landsplandirektiver efter planlovens § 3. Det parallelle arbejde i de to ministerier er anledningen til, at der i artiklen rejser følgende centralt spørgsmål: Hvis områdebekendtgørelsen som forudsat i VE-tilladelsesprocesbekendtgørelsens § 32 udpeger fremskyndelsesområdet, der dels underkastes en strategisk miljøvurdering og en habitatvurdering og en vurdering af risikoen for en negativ påvirkning af vandets tilstand, dels fastsætter de regler, som senere skal legitimere, at konkrete projekter ikke underkastes en VVM-vurdering, en habitatvurdering, hvorfor er der så behov for et selvstændigt landsplandirektiv? Og hvis landsplandirektivet er nødvendigt for at fastlægge arealreservationen eller de planretlige rammer, kan landsplandirektivet så behandles som et retligt neutralt supplement uden selvstændig betydning for habitatvurderingen af landsplansdirektivets potentielle påvirkninger?
Artiklens hovedsynspunkt er, at VE III-direktivet giver mulighed for at forenkle senere projektbehandling, men ikke for at udhule den planvurdering, som projektundtagelsen hviler på. Det gælder især i forhold til Natura 2000, hvor VE-direktivets artikel 15e’s krav om at undgå Natura 2000-områder, medmindre der ikke findes forholdsmæssige alternativer, ikke kan træde i stedet for habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Det gælder også, hvis væsentlighedsvurderingen hviler på afbødende foranstaltninger, der i praksis forsøges beskrevet som standardiseret projektudformning. Og det gælder for vandmiljøet, hvor vurderingen efter indsatsbekendtgørelsens § 8 ikke indgår i VE-tilladelsesprocessen vurderingsundtagelser, selv om elinfrastrukturprojektet placeres i et fremskyndelsesområde.
VE III-direktivet er ikke kun interessant som energiretlig særordning. Sammen med Kommissionens forslag til forordning om fremskyndelse af miljøvurderinger tegner det konturerne af en bredere udvikling, hvor miljørettens procedurer samordnes, digitaliseres og tidsmæssigt komprimeres. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om grøn omstilling skal gå hurtigt. Det skal den. Spørgsmålet er, om hastigheden opnås ved at løfte vurderingen frem i processen — eller ved at gøre natur, vand og offentlighedens deltagelse mindre synlige, når de konkrete konsekvenser viser sig.
1. Indledning
Der er kommet fart på omstillingen i de beslutningsprocesser, der indgår i miljøretten. Ikke i den betydning, at reglerne er blevet enklere, men i den betydning, at lovgiver i stigende grad forsøger at bruge forenklinger i beslutningsprocesserne som accelerationsmekanisme. Tilladelsesprocesser skal forkortes, projektudvikling skal afbureaukratiseres, og de mange procedureregler, der traditionelt har omgivet større anlægs- og infrastrukturprojekter, skal bringes til at fylde mindr ...
Tryk Enter for at åbne menuen til dette indhold.