Artiklen afgrænser, hvilke administrative organer der kan gøre brug af TEUF art. 267. Den viser, at EU-Domstolens praksis i de senere år ikke blot har præciseret, men også skærpet kravene for at anse et organ som forelæggelsesberettiget. Som følge heraf har en række administrative organer, som man i Danmark hidtil har anset for forelæggelsesberettigede, nu ikke længere denne status.
1. Problemstillingen
Efter TEUF art. 267 kan »en ret« i en medlemsstat forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Bestemmelsen indeholder ingen nærmere afgrænsning af begrebet »en ret«. På baggrund af bestemmelsens brug af ordene »en retssag« og »afsiger sin dom« må det imidlertid lægges til grund, at den sigter til domstole i traditionel forstand. En sådan forståelse støttes af, at den engelske sprogversion taler om »court or tribunal«, »judgment« og »judicial remedy«, den franske om ...
