I tilknytning til en dom for en sædelighedsforbrydelse eller en terrorrelateret forbrydelse kan retten fastsætte en række forbud mod ophold, kontakt mv. Ved nylige ændringer af straffeloven er indført, at politiet skal føre uanmeldt tilsyn med de dømte i hele forbuddets gyldighedstid, og heri er hjemmel til undersøgelse af de dømtes boliger og genstande uden retskendelse. Tilsynet er en nyskabelse i forhold til strafferetsplejens grundlæggende principper for, hvornår politiet kan foretage indgreb mod borgeren. I artiklen analyseres tilsynet i forhold til beskyttelsen af den enkeltes privatliv mv. i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), og der opfordres til en genovervejelse af reguleringen af politiets tilsyn for at sikre overensstemmelse med EMRK.
1. Indledning
I de senere år har bestemte grupper af dømte fået en særlig opmærksomhed i straffeloven, som foreskriver, at der ved dom for et strafbart forhold tillige kan meddeles forskellige forbud. Det gælder bandedømte, som efter indførelsen af § 79 a i straffeloven i 2017 kan idømmes et forbud mod at opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder. 1 ...
