stand om gyldigheden af Ross’ system ville forudsætte eksistensen af en højere norm for retsfilosofi.

Når Ross ikke gennemførte empiriske studier af grundnormens indhold, skyldes det måske, at de studier ville have været hurtigt overståede, idet grundnormen kom til udtryk dels i den politiske ideologi, der førte til etableringen af grundloven i 1849, dels i den politiske ideologi, der ikke siden har gjort oprør mod grundloven, men som tværtimod både har gennemført og har søgt at gennemføre ændringer inden for grundlovens rammer nærmere bestemt ved grundlovsændringerne i 1866, 1915, 1920 og 1953 og det fejlslagne ændringsforsøg i 1939.

6.2. Gælden (formalisme)

Alf Ross udviklede sin videnskabsteori i en tid, hvor positivisme i form af logisk empirisme var en fremherskende videnskabsteori, og hvor idealisme var udsat for betydelig kritik. I 1934 kritiserede Ross således, hvad han kaldte »den traditionelle Retsdogmatik«, fordi den efter hans opfattelse havde »skabt en Karrikatur af sig selv, hvis lunefulde og metodeløse Subjektivisme bærer Præg af Populærfilosofiens Godtkøbsvisdom, og som før eller senere maa vække retsvidenskaben til kritisk Selvbesindelse.« 1365

Ross sparkede imidlertid en åben dør ind, fordi den metodeløse subjektivisme – som det fremgår ovenfor – i årtier havde haft trange kår under Ørsted, Bornemann, Goos og Bentzon. Ross var imidlertid på et større felttog for en normativ retsvidenskabsteori, hvorefter retsvidenskaben bør være neutral:

»Videnskabsmanden selv tager ikke stilling. Den vurderingspræmis, der dirigerer hans forskning, er ikke hans egen. Den videnskabelige atomtekniker bekræfter ikke værdien af at fremstille atombomber, sålidt som den, der studerer lægevidenskab, bekræfter værdien af at bevare og redde menneskeliv.« 1366

Tilsvarende bør retsvidenskabsmanden heller ikke selv foretage juridiske vurderinger – i hvert fald ikke hvis retsvidenskabsmandens aktivitet skal have karakter af videnskab i Ross’ forstand.