I tilknytning til straf for visse seksuelle overgreb kan retten pålægge den dømte et tidsubestemt forbud efter straffelovens § 236, stk. 1. Selvom den dømte efter fem år fra endelig dom kan anmode retten om ophævelse af forbuddet, angiver lovgivningen ikke, hvilke kriterier retten skal tillægge vægt ved vurderingen af, om et forbud kan ophæves eller fortsat bør opretholdes. Artiklen undersøger anvendelsesområdet for ophævelse af tidsubestemte forbud og analyserer retspraksis med henblik på at klarlægge de kriterier, domstolene i praksis anvender ved denne vurdering. Analysen viser en uensartet og generelt mere tilbageholdende ophævelsespraksis, end hvad Højesterets præjudikat tilsiger. På den baggrund opfordres domstolene til i højere grad at foretage en konkret og selvstændig vurdering af forbuddets fortsatte nødvendighed samt til at sikre et mere solidt oplysningsgrundlag ved behandlingen af anmodninger om ophævelse af tidsubestemte forbud.
1. Indledning
Personer, der dømmes for visse seksuelle overgreb, navnlig mod børn, kan i tilknytning til deres straf pålægges et eller flere forbud, herunder opholds-, bolig-, besøgs- og kontaktforbud, jf. straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4. Bestemmelsen kan føres tilbage til straffeloven af 1930, 1.1. Lov nr. 126 a ...
