Denne artikel omhandler, hvornår der kan ske fradrag for fordele (afkortning) ved udmåling af ekspropriationserstatning uden at komme i konflikt med kravet om fuldstændig erstatning i grundlovens § 73, herunder i lyset af Højesterets dom i U 2025.144 H. Artiklen undersøger, hvorvidt det har betydning, om afkortning sker med hjemmel i loven eller på ulovbestemt grundlag, og om fordelen er speciel eller generel. Det konkluderes, at der ikke er belæg for den almindelige opfattelse i teorien, at udtrykkelige lovhjemler som vejlovens § 103, stk. 2, udvider adgangen til at foretage fradrag for fordele, og det påpeges, at sondringen mellem specielle og generelle fordele som juridiske kategorier fører til uhensigtsmæssig begrebsjurisprudens. Spørgsmålet om afkortning må afgøres ud fra almindelige erstatningsbetingelser, og adgangen hertil er udvidet, hvis der foreligger konneksitet mellem erstatningskravet og fordelen.
1. Indledning
Princippet om fradrag for fordele har fyldt en del i de seneste år ved ekspropriationer til større infrastrukturanlæg som letbaner og metro. Grundtanken med princippet er, at når der sker en værdiforøgelse af ekspropriatens restejendom som følge af det anlæg, der eksproprieres til, skal denne berigelse af ekspropriaten fradrages den erstatning, som ekspropriaten har krav på som følge af indgrebet (afkortning). I en vis forstand er der tale om en taksationsretlig manifestation af ...