I artiklen diskuteres, hvor megen frihed den danske lovgiver har til at vælge at indføre egne nye former for retsbeskyttelse i det ophavsretlige system: Tilkommer kompetencen den nationale lovgiver, eller har EU-retten preempted (»foregrebet«) nationale særregler? Der diskuteres to konkrete tilfælde: 1) Ophavsretslicensnævnet fandt i en nylig kendelse, at der ikke var plads i EU-retten til den håndhævelse af retten til pressepublikationer, som ophavsretsloven (OPHL) ellers foreskriver, og 2) et lovforslag, som blev sendt i høring i juli 2025, lagde op til at udvide beskyttelsen af udøvende kunstnere i ophavsretsloven til også at omfatte artisters kunstneriske præstationer. Det konkluderes, at Ophavsretslicensnævnets kendelse var den rigtige, og at der næppe er plads til at ændre ophavsretsloven som foreslået. I begge tilfælde er grænserne for den nationale kompetence overskredet og de nationale løsninger preempted.
1. Indledning
Forholdet mellem EU-ret og national ret giver anledning til grænsedragningsproblemer. Vanskelighederne træder tydeligst frem på områder, hvor EU-harmoniseringen er tæt, men ikke total. Her kan det være svært at finde pladsen til den nationale kompetence mellem de brikker af harmoniseret ret, som EU-lovgiver har lagt.
Ophavsretten tilbyder et skoleeksempel på et sådant område: Der er siden begyndelsen af 1990’erne udstedt 15 direktiver og forordninger, som retter sig mere el ...