krav, der skal opfyldes, hvis domstolen ønsker at undlade at forelægge præjudicielt. Det skyldes, at voldgiftsretten, såfremt den selv kunne have forelagt præjudicielt, ville have udgjort en sidsteinstans efter art. 267, stk. 3, idet voldgiftsrettens endelige afgørelse af parternes tvist ikke er appellabel. Da den bistående danske domstol dermed virker i en sag, hvor den endelige afgørelse af parternes tvist er inappellabel, må det formentlig allerede derfor antages, at denne domstol udgør en sidsteinstans efter art. 267, stk. 3.
5. Domstolenes pligt til at tilsidesætte EU-stridige voldgiftsafgørelser
5.1. Problemstillingen
Voldgiftslovens § 37 afgrænser de forhold, som kan begrunde, at en voldgiftskendelse tilsidesættes som ugyldig. Den klare hovedregel er, at domstolene ikke kan tilsidesætte en voldgiftskendelse under henvisning til, at voldgiftsretten har anvendt retsregler forkert eller har fejlbedømt sagens faktiske omstændigheder. Voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 2, litra b, indeholder en undtagelse til denne klare hovedregel for tilfælde, hvor voldgiftskendelsen strider mod ordre public. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der er tale om en snæver undtagelse fra det materielle revisionsforbud, og at en voldgiftskendelse kun kan tilsidesættes som ugyldig i medfør af denne regel i de ganske ekstraordinære tilfælde, hvor der foreligger så overordentligt graverende fejl fra voldgiftsrettens side, at voldgiftskendelsen er åbenbart uforenelig med landets retsorden. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt, at kendelsen er i strid med ufravigelige retsregler.
Denne snævre afgrænsning hænger sammen med et af voldgiftsaftalens hovedformål, nemlig ønsket om en hurtig og endelig afgørelse uden om domstolssystemet. En dybdegående revisionsprøvelse ved domstolene ville reelt gøre voldgiftsretten til en slags førsteinstans i domstolssystemet. Omvendt er der jo som anført i pkt. 2 ovenfor også en væsentlig interesse i, at parterne ikke kan anvende voldgiftsinstituttet til at fremtvinge ulovlige men eksigible afgørelser. Dette hensyn synes særligt stærkt, når der er tale om regler, der ikke har til formål at beskytte en af de involverede parter, men varetager hensyn til tredjemænd eller til bredere offentlige interesser, og som parterne ikke kan råde over. Det er derfor af betydelig både principiel og praktisk interesse, i hvilket omfang