det ellers anvendte begreb ejeraftale, hvilket antyder, at man ikke har tillagt begrebet større selvstændig interesse. Det afgørende for udvalget synes således ikke at have været knyttet til afgrænsningen af ejeraftalen, men at få fastlagt retskildehierarkiet mellem kapitalejernes aftaler i forhold til lov og vedtægt ved betingede konflikter.

De fleste af udvalgets forslag til en ny selskabslov blev fulgt i lovforslag L 170 (2008-09), hvilket også var tilfældet for den tilstræbte løsning på problemet med retsstillingen af kapitalejernes aftaler.

Selvom løsningen blev den samme, og udvalgets overvejelser i vidt omfang blev gengivet i bemærkningerne til forslaget, undergik bestemmelsen imidlertid en ændring. Bestemmelsen var i lovforslaget nu § 82 og formuleret som følger, hvilket også blev formuleringen i den vedtagne lov og er fortsat gældende:

Til bestemmelsen knyttede sig også en selvstændig definition af ejeraftaler:

Det ses, at lovgivningen nu indeholdt en selvstændig definition af de omfattede aftaler som »ejeraftaler«, hvis angivelse af »ejer- og ledelsesforhold« kan tolkes som en afgrænsning fra andre aftaler indgået af kapitalejere, hvis de har andet indhold. Forarbejderne til definitionsbestemmelsen i § 5 er ikke videre oplysende på dette punkt, men anfører blot, at det ikke er en betingelse, at alle kapitalejere indgår på sådanne aftaler for at opfylde definitionen, og dernæst henvises til bemærkningerne til § 82. ⁷²²722. Jf. L 170 (2008-09) s. 104.

Materielt synes lovforslagets regulering at modsvare Moderniseringsudvalgets løsning, om end man kan drøfte det lovteknisk hensigtsmæssige i at anbringe definitionen af ejeraftaler i lovens kapitel 1 og dermed på afstand af SL § 82, der ligger i lovens kap. 6 om generalforsamling. I forhold til udvalgets udkast var lovforslaget endvidere udvidet til også at