flag – der jo udgør den påbudsnorm, som straffeloven knytter sit straffebud til – ud fra en nutidig betragtning med rimelighed anskues som et »værn for statens forsvars- eller neutralitetsforanstaltninger«? Giver det overhovedet mening i dag?

Allerede for 90 år siden blev det betragtet som en uholdbar anomali fra enevælden, at borgernes adgang til at benytte flag beroede på administrativ regulering uden lovhjemmel. I den betænkning, som i 1929 blev afgivet af den særlige »Flaglovkommission af 19. Juli 1927«, hed det således som den grundlæggende betragtning, at »Trangen til en fast Lovordning« er så stor, at det »maa anses for paakrævet, at der nu tilvejebringes en Lov ... saa meget mere som Bestemmelser om Borgernes Adgang til at benytte Flag og om Begrænsninger heri utvivlsomt efter Grundlovens Givelse bør gives ved Lov og ikke ad administrativ Vej«. ¹²⁹⁹1299. Betænkning afgivet af Flaglovkommissionen af 19. juli 1927, København 1929, s. 4.

Flaglovkommissionen var nedsat af statsminister Madsen-Mygdal og var bemandet på allerhøjeste niveau med Statsministeriets departementschef som formand. Udvalget gik særdeles grundigt til værks og afholdt ikke færre end 23 møder og 6 underudvalgsmøder, før det i 1929 afgav betænkning med et »Forslag til Lov om Rigets Flag«.

Langt de fleste af de lande, hvis flagregler kommissionen gennemgik, havde en som udgangspunkt uhindret adgang for private til anvendelse af fremmede flag, således at den fri adgang til sådan anvendelse alene kunne begrænses af hensynet til opretholdelse af den offentlige orden og sikkerhed. Alligevel fandt kommissionen at burde anbefale, at man bevarede den hidtil gældende ordning »som den for vore Forhold bedst egnede«. ¹³⁰⁰1300. Ibid, side 19. Det almindelige forbud mod flagning med fremmede landes flag blev derfor i kommissionens lovforslag opretholdt.

Kommissionens omfattende arbejde – hvor det egentligt konfliktfyldte var spørgsmålet om retten til brug af splitflaget, herunder særligt mærkede splitflag ¹³⁰¹1301. Kommissionen delte sig her i et flertal og et mindretal. Et indtryk af konfliktniveauet i kommissionen om dette spørgsmål, der aktiverede mange følelser og institutionelle interesser, kan man få af mindretallets (chefen for Søfartskontoret i Ministeriet for Søfart og Fiskeri) kraftfulde udtalelse om den udbredte anvendelse af splitflag med særlige mærker, som en lang række statsmyndigheder og private foreninger gennem tiden havde fået tilladelse til. Mindretallet fandt, at denne anvendelse frembød »et lidet opmuntrende Billede. Man har paaklæbet Flaget, og mere end noget andet netop det Flag, der skulde betegne selve Statsmagten, de mest forskelligartede Mærker, saasom Nøgler, Ankere, Kranse, Kroner, Harpuner, Hammere, Kanoner, Lurer og Posthorn (Listen er langt fra udtømmende), eller Paaskrifter, forkortede eller uforkortede, eller allehaande Kombinationer af Mærker og Paaskrifter; der vil i denne Udvikling kort sagt kunne findes noget for enhver Smag ... den offentlige Mening har tydeligvis under denne Udvikling vænnet sig til at overse, at det er selve Rigs-Symbolet, man bemaler og udstykker, som om det var et Plankeværk, hvis Ejer har forsømt, medens Tid var, at fastslaa udtrykkelig, at Opklæbning af Plakater ikke er tilladt. Det er Mindretallets Opfattelse, at denne Udstykning i Særflag betegner en Makulering af Flaget og i Virkeligheden en Forfuskning af Rigs-Symbolets Idè. Udviklingen i denne Retning kan siges efterhaanden at være naaet et Punkt, hvor alt vedrørende Flaget synes at smuldre og intet at staa fast.« Flertallet gik ind for en indskrænkning af tilladelserne til civiles brug af splitflaget og en begrænsning af brugen af særmærker, men det var ikke nok for mindretallet. Betænkningen, op.cit., s. 20. – endte lovgivningsmæssigt resultatløst.