Efter ovenfor at have afdækket den gældende retstilstand vil vi afslutningsvis komme med nogle retspolitiske overvejelser om voldgiftsretternes manglende mulighed for selv at forelægge. Der er både blandt praktikere og i litteraturen blevet sat spørgsmålstegn ved, om den nuværende retstilstand er hensigtsmæssig. Kritikere af den nuværende retstilstand har bl.a. peget på, at det er essentielt, at voldgiftskendelser afgøres i overensstemmelse med gældende ret, herunder EU-ret, da voldgiftskendelser jo normalt vil kunne håndhæves på (næsten) samme måde som domme, ligesom en voldgiftskendelse typisk vil have negativ retskraft i relation til efterfølgende søgsmål ved domstolene. ²⁸⁵285. Voldgiftskendelser er dog ikke omfattet af forordning 1215/2012 (Bruxelles-forordningen), jf. dennes 12. præambelbetragtning. Se herom sag C-536/13, Gazprom« OAO, ECLI:EU:C:2015:316, og sag C-185/07, Allianz SpA, ECLI:EU:C:2009:69.

Det har på den baggrund været gjort gældende, at det er uacceptabelt, at dette vigtige felt inden for retsplejen skulle falde uden for ordningen i TEUF art. 267 med den deraf følgende risiko for, at en væsentlig del af retslivet ville kunne udvikle sig i strid EU-retten. Der er i den forbindelse blevet peget på, at flere og flere sager afgøres ved voldgift, og at dette navnlig er tilfældet for internationale sager med grænseoverskridende virkninger og en deraf større sandsynlighed for, at sagerne indeholder EU-retlige aspekter. Det er ligeledes blevet anført, at EU-lovgiver i stigende omfang har udstedt regler af privatretlig karakter af mulig betydning for de typer tvister, der afgøres ved voldgift, herunder kontraktsret, selskabsret og immateriel-ret, ligesom det også gælder erstatningsret, således som det bl.a. er tilfældet med direktiv 2014/104 om søgsmål angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret. Endelig er der blevet peget på, at nationale domstoles adgang til at forelægge præjudicielt som led i prøvelsen af voldgiftskendelser ikke udgør et reelt alternativ til voldgiftsretters egen forelæggelsesadgang, dels fordi de færreste voldgiftskendelser prøves, og da alene vil kunne prøves marginalt, dels fordi en efterfølgende prøvelse kan være dyr og tidskrævende og dermed i strid med en af hovedgrundene til, at parterne aftalte voldgift. ²⁸⁶286. Jürgen Basedow, a.st., s. 371 ff. og 381 ff. Se også Dan Terkildsen og Sebastian Lyshold Nielsen, a.st., s. 199 og 204.