EU-retten nødvendiggør en modificeret og bredere anvendelse af voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 2, litra b, i sager, hvor voldgiftskendelsen – evt. blot efterfølgende – hævdes at stride mod grundlæggende EU-regler.
EU-Domstolens retspraksis viser, at de EU-retlige krav til intensiteten af en sådan prøvelse afhænger af, om der er tale om almindelig privat voldgift eller om voldgift, hvor en medlemsstat selv er involveret, jf. herom nedenfor pkt. 5.2, hhv. pkt. 5.3.
5.2. Privat voldgift
Hvad angår almindelig privat voldgift har EU-Domstolen fastslået, at de krav, der vedrører hensynet til en effektiv voldgiftsprocedure, kan begrunde, at den efterprøvelse af voldgiftskendelser, som medlemsstaternes domstole foretager, får en begrænset karakter – også fsva. EU-regler. Det er dog en forudsætning herfor, at i hvert fald visse EU-bestemmelser behandles på samme måde som ordre public-bestemmelser i national ret, og at voldgiftskendelsens forenelighed med disse EU-bestemmelser således prøves i mindst samme omfang som sådanne ordre public bestemmelser:
Spørgsmålet om tilsidesættelse af en voldgiftskendelse som ugyldig på grund af modstrid med ordre public har bl.a. foreligget til prøvelse i Eco Swiss, hvor spørgsmålet var, om kendelsen var i overensstemmelse med EU-konkurrenceretten. EU-Domstolen anerkendte her, at de nationale domstoles efterprøvelse af voldgiftskendelser får en begrænset karakter, og at domstolene kun i ekstraordinære tilfælde kan ophæve en voldgiftskendelse eller afvise at anerkende den. EU-Domstolen fremhævede imidlertid samtidig, at hvad der nu er TEUF art. 101 om konkurrencebegrænsende aftaler, udgør en grundlæggende bestemmelse, der er nødvendig for udførelsen af de opgaver, som er blevet overdraget til Unionen, og navnlig for det indre markeds funktion. Det fulgte heraf, at en national domstol i det omfang, den efter nationale procesretlige regler skal efterkomme en begæring om ophævelse af en voldgiftskendelse, der støttes på, at nationale ufravigelige retsgrundsætninger er overtrådt, også skal efterkomme en sådan begæring om ophævelse, når den støttes på, at forbuddet i TEUF art. 101 er overtrådt, idet denne bestemmelse måtte anses for en ordre public-bestemmelse, herunder i New York-konventionens forstand. 276276. The New York Arbitration Convention on the Recognition and Enforcement of Foreign Arbitral Awards, New York, 10 June 1958.
En lignende pligt til at efterprøve en voldgiftskendelse gælder i forhold til bestemmelserne i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. EU-Domstolen har således fastslået, at hvor en domstol i en EU-medlemsstat skal træffe afgørelse om en begæring om tvangsfuldbyrdelse af en endelig voldgiftsafgørelse vedrørende en fordring, der udspringer af en forbrugeraftale, er denne domstol – så snart den råder over de nødvendige oplysninger om de retlige eller faktiske omstændighe-