Når en bestemmelse i et direktiv ikke kan tillægges direkte virkning på det horisontale plan mellem privat og privat, skal der i stedet om muligt tillægges direktivbestemmelsen indirekte virkning (indirect effect). Det er reelt dette, der sker, når en national domstol accepterer en anlægge en EU-konform fortolkning af den nationale regel (interpretation in conformity with EU law; le principe de l’interprétation conforme), og det følger af loyalitetsprincippet i traktatens artikel 4, stk. 3, at den nationale dommer i videst muligt omfang skal søge at anlægge en sådan EU-konform (her: direktivkonform) fortolkning af den nationale regel.

Det er den nationale dommer, der må træffe beslutningen om, hvorvidt en EU-konform fortolkning af den nationale bestemmelse er mulig eller ej, jf. fx Dominguez, C-282/10. EU-Domstolen kan i så henseende alene udtale sit synspunkt ud fra EU-rettens standpunkt og kan ikke herved ’række ind over’ skillelinjen mellem EU-ret og national (forfatnings)ret – uanset at Domstolen helt åbenlyst ’presser på’ i mange afgørelser for at få den nationale dommer til at følge Domstolens synspunkt om, hvorvidt en EU-konform fortolkning konkret er mulig eller ej.

Det er formentlig særligt følgende tre afgørelser, der tegner udviklingen for så vidt angår EU-rettens krav om, at den nationale dommer foretager en EU-konform fortolkning af national ret: ⁴⁷⁸478. Jf. Grith Skovgaard Ølykke & Christina D. Tvarnø i ’Festskrift Liber Amicarum et Amicorum in Honour of Ruth Nielsen (2013) s. 411 ff.