Ejeraftaler – Kapitalejernes mulighed for at forpligte kapitalselskabets deltagere

Professor, dr.jur. Jesper Lau Hansen, Københavns Universitet*

1. Normering ved aftale

1.1. Betydningen af aftaler

Et af de mange juridiske områder, som professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen i sin løbebane har kastet sig over er aftaleretten. Aftaleretten berører stort set alle dele af de øvrige juridiske discipliner, og denne artikel behandler aftalerettens applikation på selskabsretten, nærmere bestemt kapitalejernes mulighed for at normere den adfærd, der udfoldes af kapitalselskabets deltagere.

Aftalerettens betydning for samfundets organisation og funktion kan næppe overvurderes. Mennesker kan ikke interagere fredeligt uden en normering, hvorved deres indbyrdes samkvem reguleres. Opmærksomheden samler sig naturligt nok mest om den normering, som sker i form af lovgivning, herunder den stadigt mere omfattende afledte regulering, fordi en sådan normering er tvingende, dvs. den tilstræbte normering påtvinges og afhænger ikke af den retsundergivnes accept. Dens intrusive karakter gør det i et samfund, der værner den personlige frihed, nødvendigt at opstille strenge krav til både lovens tilblivelse og dens materielle udstrækning.