National rets modtagelse af problematiske nyskabelser fra EU-Domstolen ’AJOS-problematikken’ anskuet ud fra en tysk forfatningsretlig synsvinkel
Professor, dr.jur. Erik Werlauff, Aalborg Universitet
Mads Bryde Andersen er én af de mest alsidige retslærde i Danmark i nyere tid, og det er en stor ære at få lov til at bidrage til et festskrift for ham.
Mads’ juridiske alsidighed er legendarisk og behøver ikke opremses her. Han repræsenterer de tre egenskaber i sin forskning, der for alvor karakteriserer en værdifuld juridisk forsker, hvis værker har blivende værdi: bredde, dybde og originalitet.
Da Mads bidrog (både som medredaktør og som forfatter) til mit festskrift i 2012, valgte han et emne, som han vidste ville interessere mig (»Universitetsjuristen som advokat«, s. 11 ff. i festskriftet), og som vanligt skrev han ikke blot et indlæg af betydning for den aktuelle debat, men en artikel af blivende værdi, og som vil være obligatorisk læsning for enhver, der ønsker at orientere sig i det, man skal iagttage, når man gerne både vil kunne optræde som teoretiker og som praktiker.
Tilsvarende har jeg valgt et emne, som jeg tror vil interessere Mads. Han har stærke og kritiske synspunkter om internationale domstole, og disses retsskabende og »dynamiske« fortolkningsstil. Mads er, uanset sin internationale indstilling, ikke nogen tilhænger af internationale domstole, der uden fornøden demokratisk legitimitet indirekte optræder som »lovgiver«, og han har skrevet nogle stærke og tankevækkende indlæg herom i dagspressen.