ring af resultater i den vestlige videnskabelige tradition«. Som klart udgangspunkt og almindeligt princip diskulperer ukendskab til loven ikke, og det er endvidere tvivlsomt, om det i international sammenhæng er hensigtsmæssigt at regne med, at der må stilles lavere krav til forskere med ikke-vestlig baggrund. Det vil måske endda være lidt af en fornærmelse mod sådanne forskere og deres hjemlande at gøre det. ¹²⁸⁶1286. Mon ikke der er sket en betydelig international udjævning på dette område siden 2002?

I sag 6/2012 i Årsberetningen 2014/15 fandt UVVU-2 at en ph.d.-studerende objektivt havde begået alvorligt brud på god videnskabelig praksis, men statuerede ikke uredelighed efter det dagældende uredelighedsbegreb, idet udvalget lagde vægt på, at indklagede på tidspunktet for udarbejdelsen af artiklen var »på et forholdsvist tidligt stadie i en forskerkarriere«.

Der kan ikke være tvivl om, at der for hver enkelt indklaget må foretages en konkret vurdering af vedkommendes rolle og forudsætninger, og at man ved artikler udarbejdet af forskerteams kun kan lægge meget ringe – om overhovedet nogen – vægt på, hvem der i den videnskabelige artikel er angivet som første-, anden- og sidsteforfatter.

Også efter den nye lov må der ud fra de alvorlige følger af et uredelighedsfund arbejdes med et klarhedskrav, ligesom der må påregnes domstolsprøvelse af uredelighedsafgørelser med en intensitet svarende til den, landsretterne udviste i Klarlund-sagen og Nyborg-sagen.

Det er reelt to sider af samme sag. Det, NVU skal spørge sig selv om og besvare med grundige præmisser, kan koges ned til et enkelt spørgsmål: Er dokumentationen for uredelighed så klar, reproducerbar og sikker, at nævnet i påkommende fald kan bevise uredeligheden i en domstol, der ikke har særlig sagkundskab på pågældende videnskabelige felt (medmindre det undtagelsesvis skulle være jura)?