sit matematiske problem, sendes blokken til netværkets nodes. Full-nodes kontrollerer, at blokken opfylder de for blockchainen fastsatte krav, og tilføjer den til kæden som »blok n+1«. Mineren får betaling for at have valideret en blok – betalingen består dels af et transaktionsgebyr og (i en periode) dels af nye BTC, som systemet frembringer. 124 Alle minere må herefter starte forfra med at samle og regne på et nyt blokudkast (idet en beregning på baggrund af hashet for »blok n« ikke længere er valid, når kædens nyeste blok er »blok n+1«).

Sværhedsgraden af det matematiske problem justeres løbende for at tage hensyn til minernes (stigende) regnekraft. For hver 2.016 blokke reguleres kompleksiteten, så det med samme hastighed vil tage ca. 14 dage at mine de næste 2.016 blokke. Herudover halveres belønningen i form af nyskabte blokke for samme arbejde for hver 210.000 blokke (indtil det maksimale antal er frembragt). Tanken er at skabe knaphed, som skaber en efterspørgsel (og værdi). Denne metode sammenlignes derfor ofte med det at grave efter guld – de nemmest tilgængelige guldårer tømmes først, og så skal der arbejdes hårdere og graves dybere for at finde nye forekomster (det er formentlig denne analogi, som har affødt udtrykket »minere«).

Ethereum – som vi vender tilbage til i afsnit 3 og 4 – bruger algoritmen Ethash. 125 Ethash er også en proof_of_work-funktion, men den er konstrueret med en (hukommelsesmæssig) flaskehals, som også rammer ASIC. I dag vil det næppe give en betydelig fordel i forhold til en almindelig kraftig grafikkort-processor, hvis en ASIC anvendes til mining af Ethereum. 126

Eksempel: A sender en transaktionsanmodning til alle nodes i netværket om overførsel af 0,00624032 BTC til B. Minerne medtager denne transaktion i deres blokudkast og begynder at regne. Vinderen sender blokken til alle full-nodes, som verificerer, at de indeholdte transaktioner er valide (f.eks. at der er dækning på »kontiene«), og at foregående blok er kædens nyeste. Hvis vi forestiller os, at blockchainen består af »Blok 1« og »Blok 2« (figur 1 ovenfor), vil den nye blok blive tilføjet som »Blok 3«. 127