ler om strafferetlige sanktioner for overtrædelse af denne forordning, herunder for overtrædelse af nationale regler vedtaget i henhold til og inden for rammerne af denne forordning«. Medlemsstaterne kan derfor selv fastsætte, om en overtrædelse af forordningen i øvrigt skal strafsanktioneres og må som det mindre i det mere også kunne vælge kun at strafsanktionere kvalificerede overtrædelser af forordningen, eksempelvis gennem national straffelovgivning.
Endvidere er der i forordningen givet medlemsstaterne et vist nationalt råderum, jf. særligt art. 6, stk. 2 og 3, hvorefter medlemsstaterne kan fastsætte mere præcist specifikke krav til lovlig behandling for så vidt angår behandlinger, der er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, eller som er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som led i myndighedsudøvelse. Dette råderum er også udtrykt i den tilhørende præambelbetragtning 10:
I forbindelse med behandling af personoplysninger for at overholde en retlig forpligtelse eller for at udføre en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, bør medlemsstaterne kunne opretholde eller indføre nationale bestemmelser for yderligere at præcisere anvendelsen af denne forordnings bestemmelser. Sammen med generel og horisontal lovgivning om databeskyttelse til gennemførelse af direktiv 95/46/EF har medlemsstaterne flere sektorspecifikke love på områder, hvor der er behov for mere specifikke bestemmelser. Denne forordning indeholder også en manøvremargen, så medlemsstaterne kan præcisere reglerne heri, herunder for behandling af særlige kategorier af personoplysninger (»følsomme oplysninger«). Denne forordning udelukker således ikke, at medlemsstaternes nationale ret fastlægger omstændighederne i forbindelse med specifikke databehandlingssituationer, herunder mere præcis fastlæggelse af de forhold, hvorunder behandling af personoplysninger er lovlig.
Art. 6, stk. 2 og 3, og ikke mindst den tilhørende præambelbetragtning 10 er udtryk for et kompromis i forhandlingerne om forordningen, idet mange medlemsstater ønskede et større nationalt råderum, end en forordning normalt giver, og større end Kommissionen ønskede. Forordningens nationale råderum er således udtryk for at politisk kompromis, og som mange andre politiske kompromisser i EU-retsakter, efterlader det en betydelig usikkerhed om den juridiske fortolkning. Grænserne for det nationale råderum må derfor også betegnes som uklare, men det politiske ønske om et nationalt råderum, som er udtrykt i præambelbetragtning 10, spiller en rolle i vurderingen af, om nationale særregler er i overensstemmelse med forordningen.