gelserne var foretaget på et frit tilgængeligt sted. I U 2017.2627 V havde en person ophængt et nøgenbillede af sin tidligere kæreste på en væg i en idrætshal og lagt billedet ind på en fotoklubs hjemmeside. Den tiltalte blev frifundet for overtrædelse af § 264 d, idet landsretten henviste til, at billedet viste en ordinær dagligdags situation ved stranden om sommeren og var optaget på et frit tilgængeligt sted. Landsretten lagde herved vægt på forarbejderne til § 264 d, hvoraf fremgår at personer der finder sig uden for det hjemlige område må være forberedt på at kunne blive fotograferet. Landsretten henviste endvidere til bemærkningen i betænkning 1563/2017, hvorefter § 264 d, 2. led, skal fortolkes snævert og i almindelighed ikke omfatter billeder af personer, der færdes nøgne på et frit tilgængeligt sted. 197197. De to afgørelser ligger i forlængelse af U 2010.2448 H, hvor Højesteret fastslog, at det ikke var i strid med § 264 d, at et ugeblad bragte billeder af en kendt tv-værtinde, der badede topløs på en næsten mennesketom strand. Billederne var taget uden hendes viden med teleobjektiv. Højesteret henviste bl.a. til det anførte fra betænkning nr. 601/1971. De teknologiske muligheder i dag er helt anderledes end i 1971, og det kan diskuteres, om det bør være straffrit efter § 264 d at offentliggøre nøgenbilleder mv. på internettet, blot fordi de er taget uden for hjemmet. Se også kritisk til retstilstanden Trine Baumbach, TfK 2017.378 ff.
En tilsvarende forudsætning om, at billedet skal være optaget på et ikke-frit tilgængeligt sted, for at der kan foreligge en strafsanktioneret krænkelse gælder ikke efter persondataretten. I hvert fald i den sidstnævnte af de to sager, U 2017.2627 V, foretog den tiltalte en behandling af personoplysninger, der ret klart var i strid med de persondataretlige regler, og det kan ikke udelukkes, at en sådan behandling ville være bødesanktioneret efter forordningens art 83. 198198. I U 2015.3802 Ø, hvor billederne var en reaktion på en verserende tvist mellem den tiltalte og de afbildede, kan det ikke udelukkes, at betragtninger om ytringsfrihed ville spille en rolle for den persondataretlige vurdering og en eventuel sanktionering. Såfremt straffeloven udtømmende gjorde op med, om der kunne idømmes straf i denne situation, ville det i så fald betyde, at straffeloven indskrænkede anvendelsesområdet af art. 83. Eftersom den pågældende behandling (offentliggørelse af nøgenbilledet på internettet) hverken kan siges at være nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse eller nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som led i myndighedsudøvelse, er det vanskeligt at se, at råderummet efter art. 6, stk. 2, skulle give mulighed for at indskrænke art. 83 på denne måde. Det ville endvidere føre til den paradoksale situation, at billeder, der ikke havde den intime karakter, der er genstandsfeltet for § 264 d, og som derfor ikke var reguleret af denne bestemmelse, potentielt kunne omfattes af bødeordningen i art. 83 modsat