Privat voldgift har en vigtig plads som konfliktløsningsmekanisme. I relation til art. 267 er det imidlertid væsentligt at have for øje, at mens domstole er en del af det statsapparat, som skal sikre overholdelsen af gældende ret, herunder EU-ret, er voldgiftsretter privatretlige af natur, idet de afleder deres kompetence af en privatretlig aftale. Af samme grund kan parterne langt hen ad vejen selv regulere voldgiftens form, proces og omfang. Voldgiftsretter er desuden som organer inden for privatretten ikke underlagt det EU-retlige loyalitetsprincip på samme måde som offentlige organer, herunder medlemsstaternes nationale domstole. At åbne op for forelæggelser fra sådanne voldgiftsretter ville ikke blot kræve, at EU-Domstolen udviklede særskilte kriterier for, hvornår en voldgiftsret kunne forelægge præjudicielt; det ville også kræve, at EU-Domstolen på et ganske svagt retskildemæssigt grundlag skulle udvikle principper for, i hvilket omfang voldgiftsretten skulle være underlagt retsplejeprincipper svarende til dem, som EU-Domstolen har udviklet med virkning for de nationale domstole. 287287. Sotiris Dempegiotis, EC Competition Law and International Arbitration in the light of EC Regulation 1/2003, Journal of Int. Arbitration 2008, s. 365 (388).
Hertil kommer, at EU-Domstolen kæmper med en større sagsportefølje. En adgang for voldgiftsretten til at forelægge præjudicielt vil øge sagsmængden yderligere og dermed forsinke behandlingen af direkte søgsmål og præjudicielle spørgsmål fra de nationale domstole. Det hører i den forbindelse med til det samlede billede, at såfremt man anerkender voldgiftsretters forelæggelsesadgang, vil konsekvensen være, at en voldgiftsret normalt ikke blot vil have ret til at stille præjudicielle spørgsmål, men som udgangspunkt også være forpligtet dertil efter reglerne i TEUF art. 267, stk. 3, om sidsteinstanser. Det er jo netop karakteristisk for voldgift, at voldgiftsafgørelsen er endelig. I den forbindelse bevirker de begrænsede muligheder for at få prøvet en voldgiftsafgørelse, som foreskrives i voldgiftslovens § 37 – og en række beslægtede bestemmelser i andre medlemsstaters lovgivninger – ikke, at der ikke foreligger en sidsteinstansafgørelse, sådan som EU-Domstolen har defineret dette. Såfremt voldgiftsretter skulle være forpligtede til at forelægge præjudicielt for EU-Domstolen ville det både føre til betydelige forsinkelser og til offentlighed omkring processen. Dette ville undergrave to af de centrale attraktioner ved voldgift, nemlig at parternes tvist kan afgøres hurtigt og typisk også uden offentlighed derom. Det gælder, selv såfremt voldgiftsretterne vil