administrere art. 267, stk. 3, med den samme afvejede tilbageholdenhed, som de fleste EU-medlemsstaters sidsteinstanser har gjort.
Hertil kommer, at voldgiftsretter er en særdeles uhomogen størrelse, der rækker fra retter med højesteretsdommere, erfarne advokater og professorer som medlemmer til retter, hvor voldgiftsdommerne ikke har juridisk uddannelse og ikke er egnede til at censurere uberettigede ønsker fra parterne om at få forelagt præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Også dette gør det mindre oplagt at sidestille voldgiftsretter med domstole fsva. adgangen til at forelægge præjudicielt.
Til støtte for den gældende retstilstand har det endvidere været anført, at det er nærliggende at frygte, at adgangen til at foretage præjudicielle forelæggelser i forbindelse med voldgiftssager vil kunne føre til misbrug. Efter fast praksis er EU-Domstolen kun villig til at besvare præjudicielle forelæggelser fra en national retsinstans, der skal bruge svaret til at afgøre en konkret, verserende tvist. Såfremt man accepterede, at privatretlige voldgiftsretter kunne forelægge præjudicielt, ville der nemmere kunne konstrueres retstvister, der fører til indhentelse af præjudicielle afgørelser, som i realiteten ikke skal bruges til at afgøre reelle og konkrete tvister. 288288. Generaladvokat Reischl i sag 102/81, Nordsee, ECLI:EU:C:1982:31.
Endelig er der grund til at være opmærksom på, at bestemmelserne i art. 15-16 i forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne indeholder regler om, at nationale domstole kan indhente vejledende udtalelser fra EU-Kommissionen vedrørende de EU-retlige konkurrenceregler. Ikke-forelæggelsesberettigede voldgiftsretter er ikke omfattet af forordningen, hvorfor forordningens regler om forpligtende samarbejde ikke finder anvendelse på disse. Det samme gælder for EU-Kommissionens meddelelse om samarbejde mellem Kommissionen og domstolene i EU’s medlemsstater om anvendelsen af konkurrencereglerne og den deri angivne bistand til nationale domstole. 289289. EUT 2004 C 101/4. EU-Kommissionen har derfor ingen pligt til at assistere voldgiftsretter og kan heller ikke afgive indlæg for disse amicus curiae på samme måde, som den kan for medlemsstaternes nationale domstole. EU-Kommissionen har dog undertiden vist sig åben over for at give vejledning til voldgiftsretter og dermed afbødet