behandling. Retten tillagde det således væsentlig betydning, at parterne havde aftalt at forsøge at bilægge tvisten ved brug af en proces, hvis struktur var fastlagt i overensstemmelse med grundlæggende retsplejeprincipper.

Der vil næppe skulle meget til, før en procesform vil blive anset som »struktureret«. Det er dog tvivlsomt, om kravet er opfyldt, hvis der blot er indgået aftale om at søge tvisten løst ved »mægling« eller en anden formulering, som ikke indeholder en nærmere kvalificering af processen. Det må uden videre kunne lægges til grund, at et vilkår om tvistløsning ved brug af mægling kan håndhæves, hvis det supplerende anføres, at mæglingen skal foregå efter regler, som er fastsat herom ved et nærmere angivet tvistløsningsorgan. Omvendt er et vilkår, hvorefter det fremgår, at »tvister skal søges løst ved forligsforhandlinger« el.lign. ikke omfattet af direktivet. Sådanne almindelige forligsforhandlinger foregår meget ofte i praksis og normalt sådan, at der afholdes et eller flere møder mellem parterne eller evt. kun mellem parternes advokater, som – inden for rammerne, som de respektive klienter har udstukket – forsøger via forhandling, at få en forligsmæssig løsning i stand. Mediation er ganske vist også en forhandling. Men til forskel fra almindelige forligsforhandlinger deltager der under mediationen også en mediator, som typisk har udstukket nogle nærmere processuelle regler eller principper for forløbet af mediationen. Det følger endvidere af definitionens sidste punktum, at den form for forligsmægling, der som udgangspunkt skal gennemføres ved domstolene i alle borgerlige domssager i første instans, jf. for Danmarks vedkommende nærmere retsplejelovens § 268, heller ikke er omfattet af direktivet.

Selvom der i direktivet stilles krav om en »struktureret proces« er der ikke tvivl om, at de processuelle regler, som gælder for mediation, er langt mere uformelle og friere end, hvad der gælder ved voldgiftsbehandling og ved de almindelige domstole. Under en mediation er der fx ikke noget til hinder for, at mediatoren holder separate møder med hver part i sagen. Sådanne separate samtaler med parterne hver især er ofte et afgørende led i bestræbelserne på at få et forlig i stand. Til sammenligning er sådanne samtaler uforenelige med de procedureregler, som gælder både ved voldgiftsretten og domstolene.

Direktivet angiver at forholde sig neutralt til betydningen af den af parterne anvendte terminologi. Direktivet gælder således uafhængigt af, hvordan parterne har benævnt mæglingsprocessen. I den danske version af direktivet er reglernes genstand benævnt »mægling«. I den svenske