gjort ved domstolene. ³⁵¹351. U 2003.2412 V og Rt-1918-268, hvor det udtales, at »det vistnok i mangel av anden avtale maa antages at være en stiltiende kontraktsforutsætning ved enhver voldgiftskontrakt, at voldgiftsbehandlingen ikke maa trække i langdrag ut over alle rimelighetens og tilbørlighetens grænser, og at enhver av kontrahenterne, hvis saa maatte ske, skal være berettiget til at anse sig ubunden av voldgiftskontrakten Det er et åbent spørgsmål, om en sådan referee skal have casting vote, men meget taler for at dette er tilfældet henset til, at hans funktion udtrykkeligt er at bryde den dead-lock situation, som er opstået ved at de partsudpegede dommere ikke har kunnet enes.

Som anført er en referees mandat ifølge citatet fra Hascher ovenfor begrænset til at vælge mellem et af de to standpunkter indtaget af de partsudpegede voldgiftsdommere, hvilket stemmer fint overens med rollen som tie-breaker, og noget tilsvarende er i dansk ret antaget af Hjejle: Frivillig voldgift (1947), s. 112, hvor det om en »opmand« med en funtion som en referee anføres: »Opmanden maa i første Omgang forsøge at skabe Enighed om en Afgørelse, f.Eks. ved at fremsætte et ganske nyt Synspunkt, som alle kan forenes om. Lykkes det ikke, maa han søge at skabe Majoritet for et Resultat, enten ved at fremsætte et nyt, som een af VM kan slutte sig til. Først hvis dette ikke lykkes, maa man skære igennem: et Resultat skal naas, og kan det ikke naas ved ene Majoritetsdannelse, maa Opmanden fastsætte det.« Dog anfører Hjejle endelig, at opmanden »maa da være indskrænket til at indtage et Standpunkt, som ligger paa eller imellem de to Yderpunkter, der dannes af VM’s Standpunkter«. Konkluderende udtaler Hjejle (s. 112), at »en Afgørelse altid er gyldig, hvis den enten træffes af Opmanden + en af (eller begge) de oprindelige VM, eller den træffes af Opmanden alene og da ligger indenfor det Omraade, der angives af VM’s oprindelige Standpunkter«. Dette udsagn er gentaget i Hjejle: Voldgift (1987), s. 94.

Der er støtte i ældre rets- og voldgiftspraksis for Hjejles synspunkter, jf. således U 1931.884 FVK, hvor det udtales, at »Opmanden har truffet en Afgørelse, der maa siges at ligge imellem de af Voldgiftsmændene indtagne Standpunkter, og han har derfor ikke overskredet sin Kompetence« (min understregning.) I samme retning er Se U 1933.1131 Ø, hvor det som en del af begrundelsen anførtes, at »Opmanden ikke ... kunne siges paa egen Haand at have fastslaaet et helt nyt Resultat, men maa siges at have holdt sig indenfor Rammerne af det af Voldgiftsmændene trufne beslutningsgrundlag ...«.

En sådan retsstilling frembyder klare problemer af både teroretisk og praktisk karakter. Som et eksempel på sådanne uhensigtsmæssige konsekvenser kan nævnes en erstatningssag, hvor de partsudpegede voldgifts-