Så vidt ses er von Colson den første afgørelse fra Domstolen, der formulerer princippet om EU-konform fortolkning.

Bevæger man sig uden for de arbejdsretligt relaterede sager, kan der anføres flere eksempler på Domstolens krav om, at der så vidt muligt skal anlægges en EU-konform (her direktivkonform) fortolkning af national ret, også på det horisontale plan mellem privat og privat. Nævnes kan blandt andet:

I Marleasing, C-106/89, skulle den nationale dommer tage stilling til en påstand fra en kreditor, der havde penge til gode hos en stifter af et selskab, om, at stiftelsen skulle kendes ugyldig. Stifterens kreditor mente, at hans debitor, stifteren, havde indskudt bestemte midler i selskabet for at unddrage disse midler fra sin kreditor. EU’s første selskabsdirektiv, 68/151, bestemmer i artikel 11, at et selskab kun kan kendes ugyldigt af nærmere opregnede grunde, og skabelse af kreditorly er ikke blandt disse grunde. Domstolen pegede på to bestemmelser i den spanske civillovbog, artikel 1261 og 1275 om muligheden for at få kendt retshandler uden reelt indhold ugyldige; i disse bestemmelser kunne den nationale dommer indfortolke direktivets artikel 11, idet den nationale dommer skulle ’fortolke de nationale retsforskrifter i lyset af direktivets ordlyd og formål’, og Domstolen konkluderede, at »et aktieselskab kan således ikke erklæres ugyldigt af andre grunde end de i direktivets artikel 11 opregnede«.

Som deltager i internationale konferencer om skæringspunkterne mellem EU-retten og erhvervsretten har jeg jævnligt oplevet, at Marleasing og dens rækkevidde og ratio decidendi har været til diskussion. Det har hver gang været diskuteret, om Marleasing kræver andet og mere af den nationale dommer, end den almindelige fortolknings- og formodningsregel gør (et princip, som Danmark vistnok deler med alle andre lande med en dualistisk tilgang til forholdet mellem folkeret og indre national ret).

Hver gang har konklusionen (som jeg også selv deler) været, at det gør Marleasing antagelig ikke. På det horisontale plan mellem privat og privat kræves der ikke lige pludselig en monisme af en i øvrigt dualistisk indstillet stat, heller ikke selv om EU-retten gerne vil være og i nogen grad også er et såkaldt ’originært retssystem’. Uanset det ’originære retssy-