gennem ’metodisk bundet retspraksis’, 493 samt at forfatningsdomstolen stedse udtrykkeligt har anerkendt dette.

Med henvisning til EU-Domstolens opgaver med varetagelse af overstatslige domstolsopgaver understreger forfatningsdomstolen dernæst (pr. 66), at man må respektere de for Unionen særlige metoder for retsdannelse, som EU-Domstolen anser sig for at være bundet til at udøve, og som tager højde for traktaternes ’egenart’ og de særlige mål med disse. 494

Dette betyder ifølge forfatningsdomstolen også (pr. 66), at der må indrømmes EU-Domstolen en fejltolerance. 495 Ved fortolkningen af EU-ret, som ved metodisk lovfortolkning i sædvanlige retsvidenskabelige diskussionsrammer kan føre til flere forskellige resultater, er det derfor ikke forfatningsdomstolens opgave at sætte sin egen fortolkning af EU-retten i stedet for EU-Domstolens fortolkning. 496

Herefter anlægger forfatningsdomstolen i synet på Mangold en væsentligheds- eller de-minimis-betragtning. Den udtaler således (pr. 68), at det godt kan være, at man ikke vil nå frem til samme resultat som EU-Domstolen gjorde i Mangold, hvis man anvender anerkendte juridiske fortolkningsmetoder, men der er ikke tale om mangler af en sådan karakter, at der er tale om en ’strukturvirksom’ overskridelse af EU-Domstolens beføjelser, 497 jf. herved citatet foran om, at kompetenceoverskridelse (ultra-vires handlinger) hos EU-Domstolen kun bør medføre reaktioner, hvis kompetenceoverskridelsen er både kvalificeret og åbenbar (pr. 61).

Forfatningsdomstolen gentager (pr. 71), at Mangold ikke i tilstrækkeligt kvalificeret grad strider mod princippet om overladelse af nærmere afgrænsede kompetencer til EU (vi ville sige: overladelse af beføjelser i