skaber nye forpligtelser for medlemsstaterne, hvilket ville kunne være i strid med princippet om, at der kun er overladt EU beføjelser i nærmere bestemt omfang (die begrenzte Einzelermächtigung).
Forfatningsdomstolen er enig med kritikerne af Mangold i, at det ikke er sikkert, at der ud fra medlemsstaternes fælles forfatningsretlige traditioner og deres folkeretlige forpligtelser kan udledes en almindelig grundsætning om forbud mod aldersdiskrimination (pr. 78). 503503. »Es kann dahinstehen, ob sich ein allgemeiner Grundsatz des Verbots der Altersdiskriminierung aus den gemeinsamen Verfassungstraditionen und den völkerrechtlichen Verträgen der Mitgliedstaaten ableiten lieβe ...«. Faktisk ses det af generaladvokatens forslag til afgørelse i Palacios, C-411/05 (pkt. 88), at kun »enkelte tilfælde såsom den finske forfatning« rummer et sådant forbud (Tyskland selv har heller ikke et sådant forbud i sin grundlov, men som et uskrevet princip med forfatningsrang).
Dette er imidlertid ikke afgørende, siger forfatningsdomstolen (stadig pr. 78); afgørende er, at der ikke skabes et nyt kompetenceområde for EU på bekostning af medlemsstaterne. Noget sådant kunne være tilfældet, hvis man gennem almindelige grundsætninger ville skabe både ret og pligt for borgerne, uden at der herved lå en sekundær retsakt til grund for antagelsen om den almindelige grundsætning. Dette er netop ikke situationen, siger forfatningsdomstolen (pr. 79); her har EU tværtimod gennem vedtagelse i Rådet, og dermed også med den tyske repræsentants medvirken, vedtaget et forbud mod aldersdiskrimination i ansættelsesretlig sammenhæng, og dermed er der givet plads for fortolkning ved Domstolen.
Jeg anser pr. 78-79 for at være nogle af de – i nærværende sammenhæng – væsentligste dele af forfatningsdomstolens dom. Jeg henviser herved til bemærkningerne foran om ’løftestangsprincippet’ (the leverage principle), som indebærer en accept af, at almindelige retsgrundsætninger på traktatniveau kan udvikles på baggrund af direktiver, uanset at disse endnu ikke er implementeret i national lovgivning. 504504. Jf. som nævnt Steen Treumer & Erik Werlauff i UfR 2002 B s. 60 ff. (om EU-rettens løftestangsprincip) og samme i European Law Review (2003) 28(1):124: »The leverage principle: Secondary Community Law as a lever for development of Primary Community Law«, med en række eksempler fra EU-Domstolens praksis på brugen af løftestangsprincippet.
Afslutningsvis beskæftiger forfatningsdomstolen sig med spørgsmålet om beskyttelsesværdige forventninger (Vertrauensschutz) hos den private part, der i givet fald pålægges en pligt. Forfatningsdomstolen lægger her-