dende i en række af de øvrige jurisdiktioner i EU, hvorimod UK er mere positiv, dog kun under visse betingelser. Der er således ingen jurisdiktioner, der ligestiller de af den nationale myndighed godkendte og offentliggjorte vedtægter og kapitalejernes egne aftaler, eller giver kapitalejerne fuld diskretion over indretningen af vedtægterne. Ejeraftaler regulerer ofte omsætteligheden af kapitalandele, hvilket rejser tingsretlige spørgsmål. Disse falder som nævnt i afs. 1.2 uden for denne artikels fokus, men se bl.a. debatten mellem Kruhl og Friis Hansen, herunder litteratur angivet i sidste indlæg af Kruhl.
Ejeraftaler behandles i en række specialværker, bl.a. Schaumburg-Müller & Werlauff, Vedtægter og ejeraftaler (2010), der viderefører tidligere værker af Werlauff & Nørgaard; Werlauff, Kompendier, vedtægt og ejeraftale (2013); og Lego Andersen, Dirigent og generalforsamling (2010). De større selskabsretlige monografier har ofte en samlet drøftelse af begrebet, se Schans Christensen, Kapitalselskaber (5. udg., 2017), afs. 8.2; Gomard & Schaumburg-Müller, Kapitalselskaber og erhvervsdrivende fonde (8. udg., 2015), afs. 8.4; Krüger Andersen, Aktie- og anpartsselskabsret (13. udg., 2017), afs. 5.2.4; Werlauff, Selskabsret (10. udg., 2016), afs. 10.3; og Friis Hansen & Krenchel, Dansk Selskabsret 2 (4. udg., 2014), afs. 3.9. Og naturligvis behandles ejeraftaler i kommentarerne til SL § 82 af Bunch & Whitt (3. udg., 2018), Schans Christensen (2012) og Schaumburg-Müller & Werlauff (2. udg., 2014). Endvidere har Erhvervsstyrelsen som nævnt udgivet en vejledning i juli 2010 om ejeraftaler.
Moderniseringsudvalget måtte under sit arbejde konstatere, at retsstillingen af kapitalejernes aftaler på det selskabsretlige område ikke var klar. 714714. Jf. bet. 1498/2008 s. 279.
Uklarheden udsprang af, at ejeraftaler i enkelte tilfælde havde normeret en adfærd for kapitalselskabets aktører på en måde, der stred mod den normering, som fulgte af selskabsloven og kapitalselskabets vedtægter. Især afgørelsen i U 1996.1550 H blev fremhævet.
Dommen angik ICC ApS (ICC), hvis eneanpartshaver (G) ved aftale havde givet en forkøbsret til halvdelen af anparterne i ICC til et interessentskab (CC) som modydelse for indskud af projekter samt ret til repræsentation i bestyrelsen. Bestyrelsen blev oprettet som aftalt, men køberetten blev ikke udnyttet. Senere opsagde G aftalen, angiveligt fordi projekterne var værdiløse, og G udpegede som eneejer på en ekstraordinær generalforsamling samme dag en ny bestyrelse uden repræsentanter for CC. ICC gik senere konkurs, og CC anlagde sag mod G, der blev dømt som udebleven. Den konkrete sag angik et anerkendelsessøgsmål mod direktøren i ICC om, at beslutningen på den ekstraordinære generelforsamling var ulovlig, hvilket Østre Landsret afviste, fordi beslutningen var truffet af G som eneanpartshaver på en lovligt afholdt generalforsamling, men ophævede dog sagsomkostningerne formodentlig for at signalere en misbilligelse af G’s enerådende opførsel. Højesterets fem dommere valgte imidlertid at tage skridtet videre og dømte direktøren, der var selvmøder, efter anerkendelsespåstanden og fandt således beslutningen om at vælge en ny bestyrelse ugyldig, fordi det ikke var