pålægges at anerkende sin forpligtelse. Dette er en dom over parten qua aftalepart.

Derimod kan det ikke antages, at en dom baseret på ejeraftalens aftaleretlige normering kan gennemtvinge en selskabsretlig konsekvens, f.eks. at erklære en truffet generalforsamlingsbeslutning for ugyldig eller fastlægge indholdet af en gyldig beslutning. Den mulighed, der bestod efter U 1996.1150 H for domstolene til i konkrete tilfælde efterfølgende at erklære en generalforsamlingsbeslutning for ugyldig, selvom den overholdt den selskabsretlige normering i selskabsloven og vedtægterne, fordi den stred mod normeringen i en ejeraftale, kan ikke længere antages at bestå, da SL § 82 er ganske klar i sin afvisning af at tillægge ejeraftalen selskabsretlig retsvirkning. ⁷³⁵735. Et andet spørgsmål er, om forholdet strider mod generalklausulen i SL § 108, hvilket kan føre til ugyldighed uafhængigt af SL § 82. Se afs. 4.2.4 straks ndf. Bestemmelsen har således en anden karakter end SL §§ 109-110 om anfægtelige generalforsamlingsbeslutninger, der tilstræber at opretholde, hvad der er selskabsretligt lovligt. SL § 82 fastslår derimod, hvad der ikke er selskabsretligt lovligt, hvilket domstolen må respektere. Derimod kan domstolene erklære, at en part i en ejeraftale har overtrådt sine aftaleretlige forpligtelser og træffe de nødvendige aftaleretlige sanktioner som konsekvens heraf.

I U 1996.1550 H var appellanternes retlige interesse begrundet i ønsket om at få fastslået en overtrædelse af eneanpartshaverens aftaleretlige forpligtelse for ad den vej at fremme et erstatningsretligt opgør. Samme resultat kan stadig nås af domstolene efter gældende ret i en tilsvarende sag, uanset SL § 82, også selvom den trufne generalforsamlingsbeslutning om udpegelse af en ny bestyrelse fortsat ville være en gyldig og bindende selskabsretlig disposition.

En dom er ikke nødvendigvis et hensigtsmæssigt retsligt skridt, fordi den tager tid at opnå, men i stedet kan anvendes foreløbige retsmidler efter RPL kap. 40 om forbud og påbud. Det forudsætter, at de særlige betingelser for at anvende sådanne retsmidler foreligger, jf RPL § 413. Det er således ikke muligt at anvende fogedretten til at opnå en generel tilsikring af ejeraftaler på forhånd, heller ikke, eller måske rettere, navnlig ikke selvom ejeraftalens parter samtykker til det foreløbige retsmiddel. I stedet må det konkret godtgøres af den, der anmoder om det foreløbige retsmiddel, at en aftalepart må befrygtes at ville tilsidesætte sine personlige aftaleretlige forpligtelser efter ejeraftalen, og at andre retsmidler, f.eks. efterfølgende erstatning, ikke er tilstrækkelige.