kapitalejernes berettigede ønsker om at normere selskabsdeltagernes adfærd, så længe dette sker i den selskabsretlige kontekst, jf. betragtningerne i afs. 1.1 ovf. om betydningen af aftaler som et instrument til normering.

Denne selskabsretlige normering i vedtægterne kan suppleres med en aftaleretlig normering. Denne normering er mere fri, så længe der ikke er en absolut konflikt med selskabslov og vedtægter, og ejeraftalen kan således fravige den selskabsretlige normering, men virkningen er kun aftaleretlig inter partes og kan ikke påvirke de dispositioner, som gyldigt træffes efter den selskabsretlige normering. Til gengæld kan ejeraftalen holdes fortrolig og er ikke undergivet et krav om offentlighed. Skal ejeraftalen håndhæves, forudsætter det, at ejeraftalen er aftaleretlig gyldig, dvs. at der ikke foreligger en absolut konflikt med den normering, der er fastsat ved lov, herunder selskabsloven og vedtægter udstedt i medfør heraf. En sådan gyldig ejeraftale kan da håndhæves civilretligt, f.eks. ved erstatning eller påbud og forbud. Disse civilretlige konsekvenser af ejeraftalen kan ikke påvirke den selskabsretlige normering, men kan indebære, at en part i ejeraftalen vælger at efterleve sine aftaleretlige forpligtelser, herunder ved udøvelse af sin selskabsretlige kompetence.