Måske kan læserne endda bevæges til at overveje, hvad der kan ligge bagved forskelligartede løsninger på ensartede problemer.

Den stadig videredrevne specialisering er ikke et argument imod obligationsrettens almindelige del, men tværtimod et argument for den. Det bliver stedse mere betydningsfuldt at søge at holde sig de almindelige regler og grundsætninger for øje. I modsat fald ender man med skrive »goddag-mand-økseskaft«-lovgivning 805 eller med »ikke at kunne se skoven for bare træer«, når man skal løse et konkret problem.

Opretholdelsen af den almindelige del tilsiges også af, at andre lande givetvis vil have en sådan i mange år endnu. Internationalt handelssamkvem og erfaringsudveksling lettes, i det omfang der eksisterer en nogenlunde ensartet systematik. 806 Inddragelsen af fremmed ret og PECL, DCFR og UPICC kan dels fremme indlæringen af engelsksproget kontraktsterminologi, dels understøtte »postulater« om eksistensen af almindelige grundsætninger.

De syv »store« kritikpunkter, som Steen-Olsen ovenfor er refereret for, er hovedsagelig rettet mod fremstillinger fra midten af det 20. århundrede. 807 For den generation var det ikke så mærkeligt, at købeloven kom til at fylde meget – nok også for meget. Reglerne om gældsbreve, men ikke veksler og checks, skal behandles, fordi gældsbrevslovens principper (i kap. 1 og 3) anvendes på simple fordringer. I dag er veksler og checks i øvrigt stort set gået af brug, så her er det kritikken, der er forældet. Den enkelte forfatters interessefelt kan ubestrideligt påvirke, hvad den pågældende ser som »almindeligt« og »specielt«, men forfatteren kan selv bekæmpe tendensen. Generelle standardvilkår inddrages i dag i betydeligt omfang i fremstillinger af den almindelige obligationsret. 808 Enkeltforetagenders standardvilkår kan i sagens natur ikke behandles nærmere, men gengives dog i mange domme. Kreditorskifte ved fordringer hører natur-