prioriteres for meget på bekostning af kvaliteten. Denne opfattelse står jeg næppe helt alene med. 828828. Jf. f.eks. Jørgen Rønnow Bruun og Jens Peter Christensen i U 1991 B s. 32 ff. samt Jens Peter Christensen i U 2013 B s. 21.
Hvad angår hensynslæren, finder jeg, at Mads Bryde Andersens spændende tanker fortjener nærmere overvejelse. Mit intuitive standpunkt er, at hensynslæren skal søges integreret igennem hele fremstillingen og undervisningen, og ikke kan »læres« ved at blive sat på formler – hverken som indledning eller afslutning på fremstillingen. De reale grunde kan ikke angives udtømmende, og de antager form og farve efter de enkelte livsområder.
De reale grunde skal givetvis ind imellem ekspliciteres mere, end det er sket i hidtidig litteratur. 829829. Dette er også påpeget af bl.a. Stang i TfR 1924 s. 451: »At Lassen i saa stor utstrækning holder de reale grunde ute fra sin fremstilling, er imidlertid en fare ved boken«. Se også Fr. Vinding Kruse i TfR 1924 s. 316 og s. 357. Illum: Lov og Ret (1945) s. 165 ff. betoner, at de reale grunde er relative, dvs. afhænger af »tiden« (samfundsforholdene). Det samme gør Stang i TfR 1924 s. 451. Betragtninger over lovens formål eller virkninger bør også inddrages mere. Gomard undersøger enkelte steder de bagvedliggende hensyn nærmere, således vedrørende renter. 830830. Jf. Mads Bryde Andersen i Festskrift til Bernhard Gomard (2001) s. 20 med henvisning til Gomard: Obligationsret 1. del, 3. udg. (1998) s. 96 f. Det har hidtil ofte beroet på særinteresser og på tidligere arbejder, 831831. Således for Gomard og renterne hans artikel i J 1984 s. 321 ff., baseret på et foredrag ved Dommerforeningens årsmøde. på hvilke felter en fremstilling er gået i dybden, og det bør fremover ske efter mere objektive kriterier. Omvendt er der ikke plads til at udpensle alle reale grunde i hvert eneste tilfælde. Muligvis kan en ordliste, der forklarer nogle hyppigt forekommende reale grunde og i øvrigt giver eksempler på anvendelsen af sådanne, være en god idé. Mads Bryde Andersen har tidligere – med stor pædagogisk gevinst – ladet sine værker ledsage af forklarende ordlister, jf. f.eks. »Grundlæggende aftaleret«, 3. udg. (2013). 832832. Tilsvarende Mads Bryde Andersen: Ret og metode (2002) og samme og Jesper Mark: Dansk pensionsret, 2. udg. (2017). Korte definitioner kan naturligvis undertiden støde på kritik, se således Peter Mortensen: Indledning til tingsretten, 2. udg. (2008) s. 22 med note 8 om definitionerne af »obligationsret« og »tingsret«.
Ved udarbejdelsen af en obligationsretlig fremstilling drejer det sig grundlæggende om at finde en passende balance: Der skal opbygges en systematisk fremstilling, men med respekt for tilfældenes individualitet. Der skal anvendes abstraktioner og opstilles teorier, men med respekt for