det levende liv. Begreberne er ikke til for begrebernes skyld, men for at ordne tilværelsens og retslivets mangfoldighed. De reale grunde skal fremhæves, overalt hvor det er formålstjenligt. Der skal jævnlig drages paralleller til fremmed ret. En henvisning til romerretten, i det mindste en angivelse af den latinske terminus technicus, bør normalt gives, allerede fordi den letter kommunikationen med udenlandske jurister: 833833. Jf. Ole Lando i TfR 2013 s. 712. Begrebet fordringshavermora er ikke let at forklare en engelsk jurist, men termen mora creditoris vil han eller hun umiddelbart forstå. På særlige områder er der behov for at omtale (anden) retshistorie, retsfilosofi eller retsøkonomi, men hvis ikke rammerne skal sprænges helt, må man her oftest nøjes med henvisninger.
Juristen lærer at beherske metoden ved at blive ført igennem en lang række forskellige retsområder, foranderlige retsregler, varierende kontraktstyper og partskonstellationer, vekslende brancher, skiftende bevæggrunde og handlingsmønstre. Herved opøver juristen til stadighed sin indlevelsesevne, sit jugement og sin retstakt. Efterhånden udkrystalliserer der sig hos de talentfulde og trænede udøvere af faget en juridisk metode, som tillader de pågældende at komme til bunds i en stor mængde af faktum og jus, foretage en afvejning af inkommensurable størrelser og nå frem til en nogenlunde velbegrundet konklusion. Der er næppe nogen let genvej hertil. Nihil sine labore.
Juridisk metode kan kun læres ved »Fordybelsen i Retsstoffet« og beskæftigelsen med »Detailspørgsmaal«. 834834. Jf. Illum: Lov og Ret (1945) s. 138 f. Borum taler i J 1948 s. 385 om de »utallige enkeltproblemer«, som kendetegner juraen. Nogle anvender ligefrem udtrykket »kunst«: Borum i J 1948 s. 381 om retsudøvelsen i det konkrete tilfælde, Ussing: Aftaler, 3. udg. (1950) s. 424 om juridisk fortolkning og Ross i Indledning til retsstudiet, 3. udg. (1963) om både »retten som kunst« (s. 70), »lovgiverens kunst« (s. 73) og »dommerens kunst« (s. 85). Lego Andersen opponerer i U 2014 B s. 371 mod ordet »kunst«, fordi det »peger på en individualitet, der snarere skal holdes i ave end fremelskes«. I vore dage kan det dog være værd at fremhæve, at ikke alle kan blive gode jurister – i princippet nøjagtig ligesom ikke alle kan blive gode balletdansere eller operasangere. Dette er måske lettere at acceptere, når det drejer sig om kunst end om lærdom, jf. ovenfor om nutidens uddannelsesmantra.
Udarbejdelsen af en helt ny obligationsretlig fremstilling på grundlag af ovenstående program forekommer i dag næsten uoverkommelig for en enkelt forfatter. Hvis nogen kunne gøre det alene, ville det være Mads