ser, og det er ukontroversielt at lægge til grund, at denne standard (der findes i lovens kapitel II om omsætningsgældsbreve) gælder tilsvarende ved overdragelse af simple fordringer. 888888. Jf. også Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udgave (2018) s. 253: »Slægtskabet mellem konnekse modkrav og indsigelser er anerkendt i GBL § 18, stk. 2, der undergiver konnekse modkrav samme regler som indsigelser.« Navnlig er der ikke grund til at antage, at den formulerede standard skulle medføre flere begrænsninger i skyldnerens modregningsadgang, når der er tale om overdragelse af simple fordringer, end når der er tale om overdragelse af omsætningsgældsbreve. I givet fald måtte det snarere forholde sig omvendt: GBL § 18, stk. 2, er en undtagelse til den meget vidtgående regel i GBL § 18, stk. 1, som afskærer modregning over for en erhverver, der både vidste, at skyldneren havde en fordring, der kunne benyttes til modregning, og som vidste, at skyldneren ville lide tab ved overdragelsen, dersom den afskar modregning. I modsætning hertil er GBL § 28 en undtagelse til reglen i GBL § 27, hvorefter skyldneren bevarer alle indsigelser over for erhververen.
I Festskrift til Kristen Andersen (1977) s. 57 kritiserer Sjuur Brækhus den anvendte lovgivningsteknik, altså at reglen om konneks modregning – der var sikker længe før gjeldsbrevsloven – ikke også er udtrykkeligt udtalt i lovens kapitel om simple gældsbreve. Mens det må medgives, at en klarere tilkendegivelse vel kunne have været ønskelig, forekommer det imidlertid efter ordlyden af GBL § 28 – sammenholdt med bestemmelsens forarbejder – at man kort og godt har anset resultatet for oplagt. Se således Udkast (1935) s. 47, hvor det hedder:
»Der er dog ikke i alle Tilfælde Grund til at tage Hensyn til Skyldneren. Naar denne ved, at Fordringen er overdraget til en anden, og han derefter erhverver en Fordring paa Overdrageren, kan han ikke have noget rimeligt Krav paa at kunde benytte denne Fordring til Modregning overfor Erhververen, og blot en Formodning om Overdragelsen synes at maatte være tilstrækkelig til at udelukke Modregning.«
Det fremgår af såvel lovbestemmelsens ordlyd som de ovenfor citerede forarbejder, at bestemmelsen i GBL § 28 er givet med henblik på tilfælde, hvor spørgsmålet er, om skyldneren kan modregne over for overdrageren med en fordring, som skyldneren »erhverver« på overdrageren. Bestemmelsen er således ikke rettet mod tilfælde, hvor modkravet opstår på skyldnerens hånd – altså hvor det udspringer af en allerede indgået aftale med en kreditsælger – men ikke er kommet på skyldnerens hånd med