ikke var tale om konnekse fordringer. Byretten og én af landsrettens dommere ville dømme køberselskabet til betaling af fakturabeløbet, da møbelfabrikken ikke ansås at have berettiget køberselskabet til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende. Landsrettens flertal på to dommere gav ligeledes Jyske Bank medhold, men med den begrundelse, at der i købet med successive leverancer ikke bestod et sådant afhængighedsforhold mellem sælgerens krav på betaling for den første leverance og køberens erstatningskrav for fremtidige leverancer, at dette kunne begrunde modregning over for banken, der forinden erstatningskravets opståen havde fået fakturakravet overdraget. Resultatet, som det er begrundet af landsrettens flertal, er kritiseret i den juridiske teori. ⁸⁹⁷897. Se Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udgave (2018) s. 238 (»kan således ikke anses for rigtig«), Lars H. Kristensen: Erhvervsfinansieringsret (2003) s. 200 f., Bent Iversen m.fl.: Panteret, 5. udg.. (2015) s. 563 og Pia Moltke Jensen: Konneksitet (2007) s. 60 (»forkert«). – Steffan Lindskog: Kvittning, 3. uppl. (2014) s. 496 finder kritikken »utan fog« med angivelse af, at bedømmelsen ville have været anderledes, hvis erstatningskravet havde knyttet sig til allerede skete leverancer og ikke til misligholdelse af fremtidige. Der gælder ikke efter dansk ret (herunder højesteretspraksis) nogen sådan ordning (og Lindskogs udsagn må tillige afvises, da fordringerne var konnekse). Dommen, der som nævnt angik leverancer i henhold til én og samme aftale, er endvidere uforenelig med U 2011.1267 H, hvor der antoges at foreligge konneksitet mellem et tilsvarende erstatningskrav og et krav på købesummer, selv om kravene i denne dom udsprang af flere selvstændige aftaler (der ganske vist blev indgået i nøje forlængelse af hinanden).