på, at der forelå en over for banken uoplyst aftale om løbende modregning mellem parterne i tilfælde af mangler og forsinkelse i deres samhandelsforhold, men også at antallet af forsinkede og fejlbehæftede leverancer var stærkt stigende på et tidspunkt, hvor køberen var bekendt med sælgerens likviditetsproblemer, som endte i et økonomiske sammenbrud. Det var under disse omstændigheder – klart – uforsigtigt af fakturaskyldneren, at han ikke advarede banken, idet skyldneren derved nedvirkede til at skaffe sælgeren bankfinansiering mod en sikkerhed, som vel kunne vise sig helt eller delvis værdiløs for banken ved netop sælgerens økonomiske sammenbrud, som fakturabelåningsaftalen ultimativt skulle sikre mod (og hvor sikkerheden ville blive undermineret af modregningsaftalen, om denne blev lagt til grund). Dommen U 2017.1601 V falder i tråd med andre afgørelser, hvor en fakturaskyldner har fortabt indsigelser, henholdsvis er blevet fundet erstatningsansvarlig over for en transporthaver, herunder ved sin uforsigtighed har skabt en legitimation for en kreditsælger med et fakturabelåningsarrangement. Som eksempler fra retspraksis skal her blot nævnes U 1993.438 H (kommenteret af Jørgen Nørgaard i U 1993B.433 ff.) om en fakturaskyldners erstatningspligt som følge af passivitet samt U 1949.74 H (omtalt af A. Drachmann Bentzon i TfR 1949 s. 193 f.), hvor en fakturaskyldner blev aftaleretligt bundet over for kreditsælgerens transporthaver.
U 1993.438 H: En tømrermester (T) havde fået bevilget en fakturabelåningskredit i Den Danske Bank A/S (forkortet: banken). I løbet af ca. to måneder udstedte T syv fiktive fakturaer – dvs. fakturaer, der ikke dækkede over noget salg med en af sine faste kunder – et Køkken- og byggecenter (forkortet: K) – angivet som debitor. I perioden på de to måneder udstedte T kun to fakturaer, som dækkede reelle købeaftaler. K blev denuntieret om alle overdragelserne. K reagerede imidlertid ikke over for banken. K sagde alene flere gange til T, at »han skulle holde op«. Under sagen forklarede K – nærmest provokerende – at han nok var »for ligegyldig med ikke hver gang at sende dem i hovedet på ham [T]« (hvilket i parentes bemærket ikke ville have været hjulpet Den Danske Bank, da det synligt for K var banken, som skulle have været advaret), og at han ved modtagelsen af fakturaerne blot konstaterede, at han ikke havde modtaget leverancen, hvorefter han lagde fakturaen »oven i bunken«. I forbindelse med T’s økonomiske sammenbrud kom de af ham foretagne bedragerier for en dag, og banken påstod K tilpligtet at betale 90 % af de fiktive fakturaers pålydende (svarende til den procentsats, hvormed der var sket belåning). Påstandsbeløbet var udtryk for, at banken ikke krævede sig stillet, som om K var aftaleretligt forpligtet – hvilket logisk ville have ført til en påstand om betaling af 100 % af fakturabeløbene – men at banken krævede erstatning for sit tab svarede til den (nu uerholdne) kredit som var ydet T på baggrund af de fiktive fakturaer. Udgangspunktet var, at T, som ikke havde modtaget nogen levering, ikke var forpligtet til helt eller delvist at honorere de fiktive fakturaer, jf. GBL §